KliniskBiokemi i Norden · 2 2014
| 41
Kanorosomucoidundværes sombiokemiskmarkør
veddiagnosticering,monitoreringogbehandling af
inflammatoriske tarmsygdomme?
Heidi BHansen ogMichael Staun
MedicinskGastroenterologisk klinik, Rigshospitalet, København
Introduktion–Biokemiskemarkører i diagno-
sticeringogmonitorering af inflammatorisk
tarmsygdom (IBD)
Atudredeogmonitorerepatientermed IBDerenkli-
niskudfordringogder er ingen standardtest til dette
formål. Gastroenterologen må støtte sig til anam-
nese, de objektive fund ved klinisk undersøgelse,
billeddiagnostik og endoskopi samt til histologisk
undersøgelse af biopsier for at fastslå diagnose, syg-
domsudbredning, graden af sygdomsaktivitet og
behandlingseffekt. Klinisk biokemi spiller i denne
sammenhæng en vigtig rolle, men desværre råder
vi ikke over specifikke biomarkører for hverken
Crohns sygdom eller colitis ulcerosa. Ideelt kunne
man ønske sig en test, som er let at udføre, med høj
specificitet/sensitivitet i forhold til type sygdom og
somkunnedetektere sygdomsaktivitetoganvendes i
monitoreringafbehandling.Enaktiv inflammatorisk
proces i tarmmucosaved IBDgenererer et akut fase-
respons, derkommer til udtrykvedændringer i flere
proteiner, som kanmåles både i blod og afføringen.
De vigtigste markører er C-reaktivt protein (CRP),
sænkningsreaktionen (ESR) og orosomucoid sam-
menmed andre som albumin og trombocyttal samt
fæces-calprotectin, der også kan nævnes i denne
sammenhæng. Således er biokemiske markører et
vigtigt supplerende værktøj i diagnosticeringen og
behandlingen af patienter med IBD. Den viden, vi
har om værdien af de enkelte markører, baserer sig
påkliniske studier i relation tiludredningogbehand-
ling af patientermed IBD. CRP er denmarkør, som
i forhold til IBD er bedst dokumenteret. Orosomu-
coid, alfa-1-glycoprotein, er traditionelt brugt som
standard ved udredning for IBD, men grundlaget
herfor er videnskabeligt ikke så stærkt, og det er en
vigtig grund til, at vi i klinikken ikke tillægger den
en central betydning og har valgt at tage den ud af
vores standardblodprøver ved behandling af patien-
termed IBD.
Biokemiskemarkører veddiagnosticering af IBD
I et ældre studie af Shine et al. blev 82 patienter
undersøgt ambulantgrundetmavesmerterogændret
afføringsmønster. Hos 41 patienter var der ingen
holdepunkter for IBDog idennegruppehavde ingen
CRP> 6mg/l, samtidigmedESR>15mm/h. I studiet
fandtman, at 19 patienter havdeCrohns sygdom og
de præsenterede sig alle med forhøjet CRP. Af 22
patienter diagnosticeret med colitis ulcerosa havde
13 forhøjet CRP. Tilsvarende data opnåedeman ved
målingaforosomucoid (1).Også i andre studier finder
man CRP-forhøjelse ved aktiv Crohns sygdom og i
mindre grad ved colitis ulcerosa (1-4).
CRP er langt fra en ideelmarkør, den er ikke spe-
cifik for (tarm)inflammation, men er også øget ved
infektion, traumer, samt reumatologiske sygdomme
og malignitet. Men som et supplement til flere
undersøgelser fremstår CRP velegnet til at skelne
funktionel tarmsygdom fra IBD.
De foreliggende studier peger på, at CRP er den
mest sensitivemarkør til atdiagnosticere IBD,måske
