![]()
24
| 3 | 2007
Klinisk Biokemi i Norden
Mange af de læger, der beskæfti-
ger sig med trombose og hæmo-
stase kender sikkert til spørgsmål
om evt. tromboseprofylakse i
forbindelse med længere flyture.
Tilsyneladende er der en udbredt
almen viden om, at lange fly-
rejser disponerer for trombose,
og jeg har i flere tilfælde mødt
mennesker, der troede, at det var
den væsentligste årsag til ”blodpropper i benene”,
dyb venøs trombose. Sådan forholder det sig natur-
ligvis ikke. Der er mange andre mere betydende
og hyppigere risikofaktorer, men det er da en ikke
uvæsentlig faktor. I et epidemiologisk studium af
venøs trombose, som vi arbejder med i Aalborg for
tiden, er det knap 5 % af tilfælde af venøs trombo-
embolisk sygdom, hvor længerevarende rejseakti-
vitet (fly, bil, bus m.m.) indgår som risikofaktor. Så
det ér en situation, hvor man udsætter sig for en
øget risiko, og med den generelt øgede rejseakti-
vitet, er det nok også en risikofaktor med stigende
frekvens. Men spørgsmålet er, hvor stor risikoen er
hos den enkelte, og om man skal gøre noget for
at reducere betydningen af denne risikofaktor. Der
findes som nævnt ikke megen evidens på området
og ingen guidelines, så man må svare ud fra prag-
matiske overvejelser og bedste overbevisning. Det er
relativt nemt og formentlig i det mindste ufarligt (?)
at ordinere antitrombotiske kompressionsstrømper.
Hvis man er usikker på, om det er tilstrækkeligt,
kan man overveje LMWH, måske nogen vil nævne
acetylsalicylsyre (ASA)? Også her vil de fleste nok
tænke, at risikoen for bivirkninger er minimal. Men
holder det stik?
Hvis man spurgte de skandinaviske ”eksperter”,
Lange flyture, tromboserisiko og tromboseprofylakse
Søren Risom Kristensen,
Klinisk Biokemisk Afdeling, Kardiovaskulært Forskningscenter, Aalborg Sygehus,
Århus Universitetshospital, Aalborg, Danmark.
E-post: srk@rn.dk
ville der givetvis være ganske stor variation på
svarene. Kuipers et al har i et af de senere numre
af JTH (1) publiceret resultatet af en spørgeske-
maundersøgelse blandt deltagere i ISTH’s kongres
i Sydney 2005. Da det, man anbefaler andre, nok
i en vis udstrækning er i tråd med, hvad man selv
gør, kan dette give et fingerpeg om indstillingen
blandt eksperterne. En stor del af deltagerne skulle
gennem en mere end 20 t lang flyrejse, og blandt
alle respondenter af undersøgelsen (n=1638 ISTH-
medlemmer) anvendte 80 % én eller flere former for
profylakse: 74 % lavede ”exercise” eller gik rundt i
flyet (defineret som mindst hver anden time), 17 %
brugte elastiske strømper, 20 % ASA, 7 % LMWH
og 1 % vitamin K antagonist (VKA). Blandt skan-
dinaviske deltagere (n=177) var der en lidt større
fraktion, der brugte profylakse: 84 % brugte mindst
én slags profylakse, 80 % exercise/ vandring, 38 %
strømper, 19 % ASA, 4 % LMWH og 1 % VKA. Der
var nogen forskel mellem forskellige nationaliteter,
og blandt israelere, som var de mest ivrige med
profylakse, tog hele 22 % LMWH. Sammenligning
mellem professioner viste, at læger anvendte medi-
cinsk profylakse noget hyppigere end ikke-lægelige
deltagere.
Det skal anføres, at man ikke i undersøgelsen kan
se, hvad de enkelte har af risikofaktorer, og om de
forud for rejsen var i behandling med fx ASA; men
det er opgjort, at blandt personer med risikofaktorer
som trombofili, tidligere trombose, estrogenbru-
ger, cancer etc. var anvendelse af profylakse mere
udbredt end gennemsnittet for alle, så disse grupper
står naturligvis for en del af de behandlede.
Er tallene overraskende? Måske – det er relativt
mange, der bruger elastiske strømper, men vurderet
ud fra snak med kolleger, lyder det til, at mange
