![]()
(Fortsat fra side 23)
| 3 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
24
Nye markører
Fravær af næseknoglen: I den oprindelige beskrive-
lse i 1866 bemærkede Down (1), at mange personer
med trisomi 21 havde en lille næse og ved scanning
i 1. trimester mangler næseknoglen ofte hos fostre
med Downs syndrom. Fravær af næseknoglen er
derfor beskrevet som en ny markør for DS.
ADAM12: ADAM12 er en transmembran metal-
loproteinase, der blandt andet er udtrykt i placenta.
Måling af ADAM12 kan være et potentiel supple-
ment til
β
-hCG og PAPP-A (11), men der mangler
endnu prospektive studier, som viser en bedre
detektionsrate end med PAPP-A,
β
-hCG, nakke-
foldstykkelse og moderens alder.
Andre fordele opnået efter indførselen af
1. trimester screening
Fortykket nakkefold ses ikke kun hos fostre med
DS, mens også hos fostre med hjertefejl, infektioner,
metaboliske syndromer, og skeletdysplasier, som
derfor nu også kan opdages i 1. trimester.
Det har også vist sig, at PAPP-A MoM under
0,25 er en markør for intrauterin væksthæmning
(IUGR). Ligeledes er tyk nakkefold et dårligt prog-
nostisk tegn trods normal karyotype hos fostret.
Indførslen af første trimester screening har således
ikke kun givet en risikovurdering for DS, men også
en screening, der kan udpege nogle af de gravidi-
teter hvor der er fare for IUGR eller fosterdød (12).
Disse patienter følges derfor tættere. Endelig tyder
forsøg på, at lavt PAPP-A ikke alene er en markør
for IUGR, men også selve årsagen, da mangel på
PAPP-A giver væksthæmning.
Etiske aspekter
I Danmark diskuteres om fokusering på risikoen for
DS og sygdomme hos fostrene sygeliggør gravidi-
teten, gør de gravide bekymrede og fjerner glæden
ved at skulle have et barn. De gravide informeres af
de praktiserende læge om 1. trimester screeningen,
men i København ventede man oprindeligt stor
efterspørgsel efter yderligere information. Derfor
etablerede ultralydafdelingerne prænatale vejled-
ningskonsultationer bemandet med overlæger (nu
erstattet af specialuddannede jordemødre). Men
selvom de gravide er glade for tilbudene, har de
som regel ikke tid til at benytte dem. I øvrigt føler
de sig velinformerede af egen læge, og gennem
information hentet fra både offentlige og private
hjemmesider (K Sundberg, 2005). Fornemmelsen er
da også, at nu hvor programmet har været i drift i
næsten et år, er der stigende forståelse både blandt
de gravide og i befolkningen som helhed, for at der
er tale om en risikovurdering og ikke en diagnostisk
test. Det er dog stadig vigtigt, at sundhedspersonalet
løbende bidrager med saglig og præcis information
om disse spørgsmål for at undgå rygter og misfor-
ståelser. Kun derved kan det generelle informati-
onsniveau i befolkningen stige og de gravide træffe
deres valg på et velinformeret grundlag. Det kan
også bidrage til, at screeningsprogrammet ikke er
med til at stigmatisere personer med Downs syn-
drom eller de gravide, der vælger at sætte et barn
med DS i verden.
Konklusion
Indførelsen af dobbelt-testen har teknisk være
meget let, og der har ikke været specielle problemer
med analyserne. Efter et år synes informationen af
de gravide nu at fungere, hvilket er afgørende for de
gravides forståelse og accept af screeningsprogram-
mets begrænsninger. I det område Rigshospitalet
betjener, er tilslutningen høj og mere end 90 % får
udført dobbelt-test. Der er hidtil fundet 11 fostre
med trisomi 21 og 4 med trisomi 13/18. Ti af disse
er fundet hos kvinder under 35 år. Det spændende
for kliniske biokemi i denne sammenhæng bliver
udviklingen af nye og bedre markører, således at
forskellen mellem screeningstest og diagnostiske
test mindskes og antallet invasive indgreb begræn-
ses. Fremtiden vil derfor også byde på et tæt-
tere samarbejde mellem praktiserende læger, klinisk
biokemiske, klinisk genetiske og føtal-medicinske
afdelinger.
Taksigelser
Karin Sundberg, Niels Tørring og Jens Peter Gøtze
takkes meget for mange frugtbare diskussioner og
kritisk gennemlæsning.
