modificeret Fig. 2 med base excess som ordi–
nat vii således på sin vis vrere bedre, men
trinenes diagnostiske betegnelse vii stadig
mangle entydighed.
Sammenknyttet med begrebsudviklingen
udvikledes apparaturet Pålidelige 'kapillar–
elektroder' blev udviklet. Glaselektroden
voldte besvrer, men problemerne med referen–
ceelektroden var storre. lEkvilibrering af blod
med C0
2
mätte studeres i detaljer, etc. Hel–
digvis var Radiometer meget tidligt med i an–
vendelsen af mikrocomputere som en del af
måleinstrumenter.
Succesen i syre-base-historien er, at man nu
har fäet meget betjeningsvenlige instrumen–
ter, der anbringes og anvendes ude ved patien–
ten, specielt på intensive afsnit, hvor man kan
måle syre-base-blodgas-vrerdier på de rette
tidspunkter for kontroi eller styring af behand–
ling. På klinisk-kemisk afdeling er antailet af
syre-base-blodgas-analyser nu beskedent.
Succesen er dog begrrenset, for hvis men
konstaterer en ikke-respiratorisk forstyrrelse ,
kan man ikke i samme apparat dele den yder–
ligere op i fx. en lactat-, oxysyre- eller anden
metabolisk type, endsige en af de renale
undertyper. Det kliniske behöv for en sådan
opdeling har (endnu?) ikke vrere stort nok til
at friste nogen fabrikant til at gore forsoget.
Lidt generel problematik
Under den beskrevne udvikling trer.kte vi ofte
over, at syre-base-problemerne var meget
generelle, når Bronsted's syre-base-definition
anvendes , selv om valget af hans definition
primrert skyldes, at 'vand' kan betragtes som
'oplosningsmiddel' i biologiske systemer. Kort
sagt: hvis Bronsted-definitionen generaliseres
til reaktionsskemaet
donor, +acceptor
1
~donor
2
+acceptor
2
fornemmer man umiddelbart, at hydrogen–
ion må kunne erstattes med en hvilken som
helst anden molekylrer struktur, calcium-ion,
(frit) cortisol, immunglobulin G, thyroxin,
etc. Tilsvarende kan 'base' betragtes som ana-
18
log til fx . en gruppe forskellige stoffer med
forskellig, men rimelig specifik affinitet til
cortisol (plasmaproteiner, receptorer etc.).
Mrerkeligt nok kunne vi ikke fä megen hjrelp,
når vi ville diskutere sådanne generaliseringer
med vore fysisk-kemiske venner. De syntes, at
det hele blev for uoverskueligt, når vi kom
med vore biokemiske probierner om makro–
molekyler, hvis struktur dengang var ukendt,
og med stofnavne, der virkede fremmedarte–
de.
Syre-base-emnet har i ovrigt fäet en srerstil–
ling i fysisk kemi på grund af den internatia–
nale accept og udbredte brug af kvantitetsar–
ten pH. Dennes skala, som er en meget prag–
matisk skala for angivelse af
kemisk potential
for hydroxonium-ion, sparer vel nogle for spe–
kulationer over
aktivitetskoefficienter.
Men de
teoretiske probierner bor nreppe skjules ved
brug af en såkaldt 'praktisk' skala, hvis defini–
tion kun de frerreste forstår. Vi har forsogt,
også på IUPAC/IFCC-plan, at få plasma-pH
erstattet med plasma-hydroxonium-ion, stor–
koncentration, bl. a. for at kunne behandie
syre-base som en variant af noget generelL
Men pH-begrebets popularitet er for stor. Til
gengreld har vi kunnet glrede os over, at andres
spredte forsog på at indfore analoge skalaer
for andre stoffer, fx. pCa eller pCortisol, har
modt almindelig modvilje.
Som afslutning skal bemrerkes, at en diskus–
sion af generelle, teoretiske probierner om–
kring det ovenfor anforte reaktionsskerna må–
ske er på vej i forbindelse med internatianale
overvejelser over de 'internationale enheder',
som WHO angiver for sine kalibratorer, og
som, kemisk betragtet, er uforståelige.
II.
Terminologi og analysemetoder
Centralt i klinisk laboratorievirksomhed er
sammenlignelighed af resultater mellem kvan–
titeter, over tid, og geografisk. Forudsretninger
er, at de specielle fagudtryk og deres korrekte
anvendelse og struktur skal vrere fastlagt , og
analyseresulteter skal vrere sammenlignelige.
Tilsammen udgor de hver sin side af samme
mont.
Klinisk kemi
i
Norden 2, 1991
