33
| 4 | 2011
Klinisk Biokemi i Norden
har vi valgt at deltage i EQA-programmer, men søger
derudover at finde partnere til prøveudvekslinger. I
tilfælde af udvekslinger vil vi helst udveksle blodprøver
frem for oprenset DNA.
Svarafgivelse
Biokemiske analyser bliver i modsætning til den gene-
tiske test ofte gentaget. I tilfælde af positive fund ved
en genetisk test udfører vi en kontrolprøve, men ved
negative fund står et enkelt prøveresultat tilbage som
en endegyldig sandhed. Dette stiller store krav til gene-
tiske svar, især når man tager i betragtning, at viden
om genvariationer konstant udbygges. Dette betyder,
at variationer af ukendt betydning i dag, kan være
dokumenteret som klinisk vigtige mutationer eller
som ubetydelige SNPs i morgen, og dermed kan man
sige at et genetisk svar
per se
har en holdbarhedsdato i
forhold til den tilgængelige viden. Et forsøg på at løse
dette problem kan være, at alle fund (fx afvigelser fra
referencesekvensen) rapporteres, således at man senere
kan revurdere analyseresultatet ud fra nyere viden.
Dette har dog den ulempe, at det vanskeliggør læs-
ning af svarrapporten, da der angives en mængde data,
sommodtageren ikke kan tage stilling til, med mindre
denne er en erfaren genetiker. I det hele taget er det
vigtigt, at svarrapporten er klar i konklusionerne og
forståelig for modtageren, hvilket ikke altid er simpelt
at sikre sig, da modtagerne kan tilhøre mange dele af
sundhedssektoren.
Validering af genetiske analyser
En afgørende forskel mellem biokemiske og mole-
kylærgenetiske analysers akkreditering ligger i vali-
deringsprocedurerne, idet langt de fleste biokemiske
analyser er kvantitative og karakteriseres ved et nume-
risk referenceinterval, variationskoefficient, detek-
tionsgrænse m.v. Denne validering kan føre frem til et
regelret usikkerhedsbudget med kvantitativ angivelse
af analysens ”troværdighed”. Dette er desværre ikke
muligt for de genetiske analyser. Vi udarbejdede der-
for en SOP til beskrivelse af, hvordan vi praktisk ville
dokumentere vore analysers egnethed og korrekthed.
Det er nærliggende at postulere, at det for genetiske
analyser blot handler om fx at dokumentere at man
kan lave en PCR korrekt og sekventere det resulterende
DNA, således at dokumentationen først og fremmest
omfatter kompetence til at udføre tekniske enhedso-
perationer. Imidlertid kræver den korrekte genetiske
analyse ofte en række forudsætninger, der skal overve-
jes, inden den egentlige analyse påbegyndes, ligesom
disse forudsætninger kan ændre sig med tiden. Fx kan
nye sygdomsfremkaldende mutationer i et gen blive
beskrevet, og det må derfor tages i betragtning, om
analysemetoden skal ændres for at kunne medtage
sådanne mutationer. Med andre ord kan en analyse,
der blev udført fyldestgørende i dag være mangelfuld
næste år! Dette kræver regelmæssig vedligeholdelse af
analysens omfang, eventuelt i samråd med rekviren-
terne. Det må også overvejes, om der er faktorer, der
påvirker de resultater man opnår, fx tilstedeværelse af
pseudogener, loss of heterozygocity eller repeterede
sekvenser. Svarende til de biokemiske analyser må
man vise, at hver reaktion fungerer efter hensigten og
er robust, evt. gennem sammenligninger med andre
laboratorier eller analysemetoder.
Usikkerhedsbestemmelse
Et egentligt usikkerhedsbudget er umuligt at lave for
genetiske analyser, og netop derfor er det vigtigt at
dokumentere kompetence og overblik over elemen-
terne i procedurerne. Usikkerheden hviler i høj grad
på valg af metoder (fx hvorvidt alle gensekvenser
sekventeres eller om der udføres mutationsdetektions-
analyser) samt hvilke genområder man reelt analyserer,
men i særdeleshed også i kvaliteten og forståeligheden
af svarrapporten. Usikkerhedsbestemmelsen munder
derfor ikke ud i et tal, men ender mere som en vur-
dering af laboratoriets generelle troværdighed. Netop
derfor er det nærliggende at sige, at akkreditering af
laboratorier, der udfører genetiske analyser, giver lige
så meget mening som akkreditering af biokemiske
laboratorier - hvis ikke mere.
Afsluttende bemærkninger
I dette indlæg har jeg forsøgt at give eksempler på
specielle problematikker for akkreditering af genetiske
analyser set i forhold til biokemiske analyser. I skri-
vende stund har vi netop af DANAK fået akkrediteret
en række af vore kerneanalyser, og oplevelsen af pro-
cessen har været meget positiv. Vi har gennemgået en
kritisk evaluering af vores arbejde og fået rettet mange
ting til, der generelt har forbedret vore arbejdsgange
og elimineret uhensigtsmæssigheder og potentielle
risici. Men vi må også konstatere, at der stadig er ting
at arbejde med. At ændre arbejdskultur er en langs-
ommelig og tålmodighedskrævende proces, samt en
hel del sværere end man umiddelbart skulle tro. Det
kræver vilje at blive gearet til standarden!
