![]()
30
| 3 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
behandling som et nødvendigt, men metodologisk set
udfordrende mellemtrin.
Hertil kom, at modsat det terapeutiske forsøg, som
jo i de sidste årtier har fundet sig en velforstået og
officielt anerkendt metodologisk skabelon, har diag-
nostisk forskning været et underudviklet felt hvad
angår metodologisk kvalitet og standarder for rap-
portering. Selv her i Norden, hvor vi har en tradition
for rationel klinik og klinisk-kemisk systematik, har
klinisk evaluering af diagnostiske test været forsømt
til fordel for analytiske og organisatoriske aspekter,
og på det internationale plan har kliniske evalu-
eringer været ikke blot meget heterogene, men også
ofte af dårlig kvalitet. Så enhver, der kastede sig ud
i systematiske reviews og metaanalyse, ville komme
til at stå med alt for mange løse ender, for ikke
at sige ubrugelige oplysninger. Indirekte afspejles
denne mangel på metodisk holdning også i klinisk
sammenhæng, hvor eksempelvis guidelines som de
danske ”Klaringsrapporter” i deres omtale af klinisk-
biokemiske test stort set negligerer spørgsmålet om
evidens-grundlag (2).
I erkendelse heraf påtog arbejdsgruppen sig ved
Cochrane-kollokviet i Cape Town (1999) at udarbejde
en standard for rapportering - og dermed indirekte
for udformningen - af kliniske studier af diagnostiske
test. Dette såkaldte STARD-initiativ, hvis pennefører
er Patrick Bossuyt (Amsterdam), udkom med sin
anbefaling i januar 2003 som detaljeret omtalt i (3).
Og i april 2003 lykkedes det så omsider Jon
Deeks (Oxford), der er en af samarbejdets centrale
statistikere, at overtale Cochrane-styregruppen til at
binde an med diagnostiske problemer. Det udløste en
heftig aktivitet med sigte på at forfatte en manual
på linie med den eksisterende Cochrane-manual for
review og metaanalyse af terapiforsøg, samt på at
forsyne Cochrane-samarbejdets programmør-team,
som sidder på Nordic Cochrane Centre i København,
med de nødvendige instrukser. Efter interne møder i
Barcelona (oktober 2003) og Freiburg (april 2004) fik
*for Dansk Selskab for Klinisk
Biokemis arbejdsgruppe til
fremme af evidensbaseret
anvendelse af klinisk biokemi.
Gruppens øvrige medlemmer
er: Per E. Jørgensen, Lone
G.M. Jørgensen, Jonna Skov
Madsen, Torben B. Larsen og
Erik Magid.
Siden 1993 har den internationale Cochrane
Collaboration med næsten eksponentielt stigende
produktivitet indsamlet kontrolleret klinisk erfa-
ringsmateriale og sammenfattet kliniske forsøg på
metaanalyse-form i Cochrane Library (www.theco-
chranelibrary.com). Allerede ved det årlige Cochrane
Colloquium i 1995 opstod den tanke, at diagnostiske
studier burde medinddrages under samarbejdet. Uden
en lige så stringent indsamling, sortering og analyse
af diagnostiske forskningsdata kunne Cochrane-sam-
arbejdet siges at være halvt. En løs arbejdsgruppe
dannedes under ledelse af Les Irwig (Sydney), Paul
Glasziou (nu Oxford) og, i de senere år, Constantine
Gatsonis (Brown University, Providence RI). Mit
eget engagement udmøntedes bl.a. i et foredrag
ved NFKKs kongres i Thorshavn året efter (1). I to
omgange forsøgte gruppen at overtale Cochrane-sty-
regruppen til at lukke diagnostiske studier ind, men
begge gange faldt forslaget på ressourcespørgsmål.
Man forudså med rette, at de nødvendige strukturer,
uddannelse og ikke mindst programmel ville kræve
en investering mindst to gange større hvad man hid-
til havde satset på terapistudier. Faktoren ”to gange
større” henviser her bl.a. til, at medens terapi i prin-
cippet kan vurderes på en enkelt klinisk gevinstskala,
så har diagnostisk testning altid både et sensitivitets-
og et specificitetsaspekt. Ligeledes må det erkendes,
at mens terapi i det kontrollerede kliniske forsøgs
ramme kun er ét skridt fra patientrespons, er diag-
nostiske test to skridt herfra, med klinikerens valg af
Diagnostik finder sin plads i Cochrane Collaboration
Jørgen Hilden*, Biostatistisk Afdeling, Københavns Universitet
email: jh @ biostat.ku.dk
