![]()
cerer bias. For at korrigere et sådan bias, er
det nødvendigt, at måle et stort antal pati-
entprøver som ’split-sample’, hvorved hele
ideen med sporbarhedskæden går tabt.
Vedrørende ekstern kontrol med matrixkor-
rekte materialer og referencemetode-værdier,
er vi stillet overfor nye vanskeligheder, nem-
lig hvordan man kan tolke kontrolresultater-
ne, når de anvendte materialer netop er
matrix-korrekte og med referencemetode-
værdier til den eksterne kontrol, mens vores
kit med den lange sporbarhedskæde i mani-
pulerede – ikke
commutable
– matrixer er
behæftet med et (ukendt) bias, indtil den eks-
terne kontrol afslører det.
Hvad gør vi, når der afsløres et bias?
1. Foretager en ny kalibrering med kalibratorerne?
Men det bliver ikke bedre, hvis problemet er
manipuleret kalibreringsmateriale.
2. Foretager en rekalibrering ved hjælp af kontrol-
resultatet ? Nej, det må vi ikke (selvom kontrol-
len er placeret højere i hierarkiet).
3. Foretager kalibrering ved hjælp af nationale eller
regionale referencepræparationer af samme høje
kvalitet som kontrollen? Ja, det er det vi gør i det
nordiske referenceinterval-projekt [4].
4. Udvider usikkerhedsområdet? Det er det GUM siger
vi skal – men kan det bruges til noget fornuftigt?
Ad 4. GUM giver sig ud for at være den eneste model
til kombination af bias og impræcision (syste-
matiske og tilfældige afvigelser), men der er
flere metoder, som alle har fordele og ulemper.
GUM er ikke bedre end andre modeller [5]. Den
sikreste metode til at beskrive kvalitet er ved at
holde bias og impræcision klart adskilt (både
som begreb og ved estimering af begge uaf-
hængigt af hinanden). Virkningen af bias og
impræcision har også forskellig virkning på
klinisk anvendelse af resultaterne. Vi kan sige
med Box
&
Luceño [6] ”all models are wrong,
but some models are useful”. Vi skal give nogle
eksempler fra klinisk biokemi, der illustrerer at
GUM giver direkte misvisende estimater, der
kan være yderst skadelige fordi helt klare –
men ukendte – bias-værdier bliver tolket som
usikkerheder :
| 2 | 2003
Klinisk Biokemi i Norden
28
ons), til sikring af at bias (her den systemati-
ske afvigelse) ikke overstiger en vis accepta-
bel størrelse, efter Westgards velfungerende
kontrolregler. Hvis vi bare – som GUM, blot
beskriver forholdene – og altså accepterer at
’usikkerheden’ vokser, så er resultatet helt
utilfredsstillende for kvaliteten.
Ad 3. Alt i GUM bliver kaldt usikkerhed (uncertain-
ty), men det er ikke nogen korrekt betegnel-
se. Lad os tage et simpelt eksempel: En ter-
ning i et raflebæger, der rystes kraftigt er
usikkerhed (resultatet af terningkastet kan
blive hvad som helst af de 6 muligheder). Nu
kaster vi så terningen, men skjuler udfaldet
med raflebægeret. Dette er ikke usikkerhed,
da resultatet er givet, men resultatet er
ukendt
. Det ukendte resultat kan nu gøres
kendt ved at fjerne raflebægeret, hvilket altså
slet ikke er usikkerhed. Vi har altså trinene
usikker
–
ukendt
–
kendt
. På tilsvarende
måde kan vi se på ”sporbarhedskæden” fra
referencemetoden til vores analyse i labora-
toriet. For alle trin (efter referencemetoden)
er der et bias, som ganske vist er ukendt, men
som
det er muligt at bestemme
, såfremt man
vil investere tid og penge på opgaven; jo
flere ’replicates’ jo snævrere konfidensinter-
val, og jo dyrere.
Thienpont
et al
. [3] har undersøgt, hvilke
kvantiteter, der teoretisk kan beskrives ved
GUM med en opdeling i ”SI-analytes”, der
teoretisk kan føres tilbage til en veldefineret
komponent og en referencemetode, og resten,
der ikke er veldefinerede eller har en referen-
cemetode. SI-analytterne er 30 til 40 kvanti-
teter af typen elektrolytter og simple metabo-
litter, mens alle de andre afviger ved at være
”free analytes” (frit Ca osv.), ”family” (prote-
iner og hormoner, f.eks. IgG, der findes i
mere end 10000000 forskellige former),
”komponenter med referencepræparation i
Internationale Enheder”, IU, (hCG). Det bety-
der, at GUM slet ikke er anvendelig for
hovedparten af vores kvantiteter. Dertil kom-
mer, at selv SI-analytternes sporbarhedskæde
foregår i materialer, hvor matrix er manipu-
leret på mange måder, med det resultat at
målingerne i klinisk biokemi - med metoder,
der ikke er uafhængige af matrix - introdu-
