![]()
Ad 1. Vi har fået et tungt og besværligt system,
baseret på mange teoretiske bidrag til det
endelige usikkerhedsestimat. Systemet er sta-
tisk og uaktuelt, og viser i bedste fald et bille-
de af forholdene under nogle ret kunstige
betingelser (bortset fra de direkte målte varia-
tioner), udført på et langt tidligere tidspunkt.
GUM er indført som et stærkt middel til at
undersøge de svageste led i kæden ved hjælp
af variansanalyser, men vi har udført vari-
ansanalyser med samme formål i 30 år. Også
anvendelse af ”fiskebensdiagrammet” skulle
være en nyskabelse, men James Westgard
introducerede det i Danmark i 1990, så det
drejer sig om lånte fjer.
Der er et enkelt sted, hvor GUM måske er
bedre end andre systemer, nemlig til beskri-
velse af usikkerheden på referencemetoder,
men det foregår uden for det klinisk bioke-
miske laboratorium.
Ad 2. Vi har mistet et let og præcist differentieret
redskab til beskrivelse af den aktuelle analyse-
kvalitet. Vi har mistet det dynamiske redskab
til at skelne mellem forskellige former for fejl
og variation (bias, impræcision, interferens,
specificitet), og er således stillet helt uden ope-
rationelle redskaber. GUM skjuler information.
Vi er selvfølgelig interesserede i at undgå
analytisk bias af en vis størrelsesorden, men
vi er ikke interesseret i at foretage et utal af
korrektioner, hver eneste dag. Vi ved, at der
opstår bias for vores analyser mange gange
om dagen, men vi arbejder i intern kontrol,
IQC, med styrke-funktioner (power-functi-
| 2 | 2003
Klinisk Biokemi i Norden
27
Correspondence to
Per Hyltoft Petersen,
e-mail: per.hyltoft.petersen@ouh.fyns-amt.dk
1. Afdeling KKA, Odense Universitetshospital
2. NOKLUS, Universitetet i Bergen.
3. Klinisk Biokemisk Afdeling, Vejle Sygehus.
4. Klinisk Biokemisk Afdeling, Roskilde Sygehus.
GUM (Guide to Uncertainty in Measurement) [1] er et
nyt begreb, som siden introduktionen i 1993 har
vundet større og større indflydelse indenfor klinisk
biokemi, og i standarden ISO-15189 er det direkte
påkrævet at applicere GUM i form af et usikkerheds-
budget på akkrediterede kvantiteter. Beregningerne
er komplicerede og selvom Jesper Kristiansen [2] har
gjort arbejdet lettere, så er det stadig en stor opgave,
at finde frem til et sådant budget. Ideen med GUM er
at skabe en ensartet metode til beskrivelse af kvalitet
– i klinisk biokemi er det så analysekvalitet i form af
en ekspanderet usikkerhed U = k*u, hvor k er en
’dækningsfaktor’ og u er standard-usikkerheden.
Det ’smarte trick’ er at omdanne alt til varian-
ser/standarddeviationer/variationskoefficienter, ad-
dere varianserne og dermed få en samlet ”universel”
usikkerhed. Det gælder usikkerheden på et korrige-
ret bias, et ukendt bias og en række ikke-målte
bidrag, således at alt omsættes til en samlet form for
impræcision kaldet
uncertainty
.
Spørgsmålene er så
1. Hvad kan vi få fra GUM, som vi ikke har i for-
vejen?
2. Hvad har vi mistet med GUM?
3. Hvilke misforståelser og problemer er introdu-
ceret?
4. Hvilke fejl er introduceret?
Debat
Ansvarlig: Tor-Arne Hagve (tor-arne.hagve@rikshospitalet.no)
Er GUM skadelig ? – eller blot overflødig ?
Per Hyltoft Petersen 1,2 , Lone Jørgensen 3 , Esther Jensen 1 , Karin Kynde 4 ,
Ivan Brandslund 3 , Sverre Sandberg 2 , Marta Stahl 3
