20
| 3 | 2011
Klinisk Biokemi i Norden
Gastrin som markør for gastrinomer:
Et lærestykke om immunanalyse-kits
Jens F Rehfeld
1
,
Linda Bardram
2
,
Jens Peter Gøtze
1
og Linda Hilsted
1
Klinisk Biokemisk Afdeling
1
og Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling
2
,
Rigshospitalet, Købehavns Universitet.
Forhistorien
Gastrin var det første mavetarmhormon, der kunne
måles i plasma (1,2). Det gav store kliniske forvent
ninger: Mavesår var en folkesygdom, hvori gastrin
formodedes at spille en central rolle (3,4). Mange
forventede også, at gastrin, som en del af det gastro-
intestinale ”inkretin”, var involveret i type-2 diabetes
(5).
Den promiskuøse gastrin-genekspression i mange
cancerformer fremmede yderligere interessen (6). Og
endelig var der de relativt sjældne Zollinger-Ellison
tumorer (gastrinomer), hvis diagnose forudsatte måling
af gastrin i plasma (1,6,7).
I dag er billedet et andet. Det almindelige mavesår
er en infektionssygdom (helicobacter pylori), der ikke
kræver gastrinmåling. Inkretinerne GLP-1 (glucagon-
like peptide-1) og GIP (gastric inhibitory polypeptide)
har marginaliseret den diabetologiske interessse for
gastrin (8). Og i cancerforskningen er gastrin ikke
avanceret til vækstfaktor-superligaen (9). Tilbage står
gastrinomdiagnostikken, som til gengæld er øget. Med
andre ord, klinisk biokemisk gastrinmåling er i dag
kun indiceret ved diagnostik og behandlingskontrol af
gastrinomer. Det kræver knapt 200 målinger årligt per
million indbyggere (10).
Sideløbende med præcisering af den diagnostiske
indikation har imidlertid fire forskellige udviklinger
kompliceret spørgsmålet om gastrinmåling (11). Først
peptidbiokemien: Gastrin er ikke et enkelt peptid på
sytten aminosyrer, som det så ud i 1970. Tværtimod
cirkulerer gastrin som fem biologisk aktive par af for-
skellig længde (-14, -17, -34, -52 og 71 aminosyrer),
hver med og uden O-sulfatering af tyrosin i position 6
fra den C-terminale ende. Dvs. normale gastrinceller
syntetiserer og frisætter 10 forskellige biologiske aktive
gastriner med samme bioaktive C-terminus (Fig. 1),
men meget forskellig halveringstid i blodbanen (11-13).
Den molekylære heterogenitet rejser spørgsmål om
Fig. 1: Strukturen af humant progastrin
og dets biologisk aktive gastrinprodukter
i plasma/serum. Figuren angiver dels de
endoproteolytiske spaltningssteder i pro-
gastrin ved basiske aminosyrerester (R =
arginin, K = lysin), dels O-sulfateringen
(
SO
3
-)
af tyrosyl (= Y) samt den
C-terminale caroxyamidering (-CONH
2
),
der er en forudsætning for receptorbinding
og dermed biologisk aktivitet.
