21
| 3 | 2011
Klinisk Biokemi i Norden
(
Fortsætter side 22)
immunkemisk specificitet: Alle diagnostiske gastrin-
analyser er baseret på antisera, der er produceret mod
gastrin-17 i den ikke-sulfaterede form. Gastrin-17 er
hovedformen af gastrin i normale gastrin-produce-
rende celler (G-celler) i mavesækken. Ikke-sulfateret
gastrin-17 kan købes forholdsvis billigt, er robust,
nemt at koble til et immunogent carrier-protein, og
konventionel immunisering resulterer oftest i højtit-
rede antistoffer med høj bindingsaffinitet. Problemet
er, i hvilket omfang gastrin-17 antistoffer reagerer med
de andre gastriner i plasma. Variationen er nemlig stor,
både mht. længde og sulfatering af diverse gastriner
(14,15).
Nogle antistoffer reagerer kun med gastrin-17,
og sulfatering inducerer en 100-fold variation i bin-
dingen (15). Derfor er omhyggelig validering af den
immunkemiske specificitet nødvendig. Somminimum
må både sulfateret og ikke-sulfateret gastrin-17 samt
gastrin-34 undersøges før udvælgelse af et antiserum
til en diagnostisk immunanalyse.
Dernæst er der tumorbiologien: Gastrinomceller
processerer ofte progastrin i mindre grad end nor-
male gastrinceller (6). Selvom tumorceller generelt er
mindre effektive, hvilket resulterer i mere uprocesseret
progastrin og lange gastriner (-34, -52 og -71), er det
svært at generalisere, fordi hvert gastrinom opfører sig
individuelt (16,17). Det gælder både endoproteolytiske
precursor-spaltninger (18) og aminosyrederivatise-
ringer som sulfatering (15). Sammenholdt med lange
gastriners langsomme clearance fra blodbanen betyder
det, at det molekylære gastrinmønster i plasma varierer
betydeligt fra patient til patient (16). Plasma fra nogle
gastrinompatienter er endog uden gastrin-17 (16,18).
Den sidste udviklingstendens vedrører afhængighe-
den af kommercielle analyser og reagenser. Efterhånden
udføres næsten alle gastrinanalyser med kommercielle
immunanalyser (RIA eller ELISA). Det ser imidlertid
ud til, at ikke alle diagnostikaproducenter er fulgt med
i udforskningen af gastrins peptidkemi og tumorbio-
logi (6,12,13). Det umiddelbare krav til diagnostiske
gastrinmålinger er, at målingerne kvantiterer plasma-
koncentrationen af biologisk aktivt gastrin korrekt (dvs.
ækvimolært) – uanset peptidkædelængde og grad af
aminosyrederivatisering. Imødekommes det krav ikke,
vil nogle gastrinomer blive overset, og det kan have kata-
strofale, evt. letale konsekvenser for patienterne (19).
Historien
I begyndelsen af 1970’erne havde mange (de fleste?) af
de diagnosticerede Zollinger-Ellison patienter fulmi-
nante gastrointestinale symptomer, metastaserede
gastrinomer, nano- til mikromolære gastrinkoncen-
trationer i plasma og en betydelig mortalitet (20). I
takt med udbredelsen af første generations gastrin-RIA
ændrede billedet sig til flere gastrinompatienter, men
nu med lettere, undertiden intermitterende symptomer
og tilsvarende mere moderate forhøjelser af gastrin
koncentrationer i plasma (100-1000 pmol/l (normalt
<50 pmol/l)). Patienterne blev simpelthen diagno-
sticeret væsentligt tidligere i sygdomsforløbet. Da
de effektive protonpumpehæmmere i 1980’erne kom
frem, kunne gastrinompatienterne desuden holdes
symptomfrie (21), hvilket gav tid til at lokalisere og
behandle den primære tumorsygdom, gastrinomerne.
Til det nye billede hørte også enkelte patienter med
tilsyneladende normale gastrinkoncentrationer i plasma.
Med fortsatte symptomer er de fulgt op med kontrol-
målinger af gastrin. I større undersøgelser varierer
forekomsten af normale gastrinkoncentrationer blandt
Zollinger-Ellison patienter fra 0,3 til 3% (22-24). Enkelte
patienter udvikler imidlertid fulminante Zollinger-
Ellison-symptomer med svær ulcussygdom, multiple
ulcera i den distale del af duodenum og i jejunum,
perforation, blødning, diarré og massive sure opkast-
ninger trods normale eller næsten normale gastrinkon-
centrationer i plasma (19). I lyset af gastrins komplekse
biokemi og tumorbiologi og – på den anden side – den
stigende udbredelse af gastrinkits, besluttede vi derfor
at undersøge den diagnostiske følsomhed og analytiske
specificitet af alle tilgængelige gastrin kits (19).
Vi købte gastrinkits fra 12 producenter, syv RIA- og
fem ELISA-kits. Dvs. alt, der kunne findes i kataloger
og på nettet. Sammen med et grundigt undersøgt “in-
house” gastrin-RIA, der kvantiterer alle cirkulerende
gastriner ækvimolært (referenceanalysen (25,26)), målte
vi gastrinkoncentrationerne i plasma fra 40 Zollinger-
Ellison patienter (23-78 år gamle, 19 kvinder) henvist
til Rigshospitalet. Seks patienter var under stærk gastri-
nommistanke uden lokalisering og definitivt bevis for
en tumor, mens de resterende alle havde eller havde
haft et gastrinom. Ud fra referenceanalysen fordelte
patienterne sig i tre grupper: Gastrinkoncentrationen
i gruppe A (n=14) var <100 pmol/l; i gruppe B (n=14)
mellem 100 og 400 pmol/l; og i gruppe C (n=12) >400
pmol/l. Desuden måltes kendte mængder af forskellige
syntetiske humane gastriner tilsat “O”-plasma med alle
analyser. I “O”-plasma er gastrin først bortabsorberet.
Endelig blev plasmaprøver med “falsk” lave eller høje
