![]()
15
| 2 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
hvor produktet af forskningen, den videnskabe-
lige publikation, ofte har mange forfattere kan det
undertiden være svært at udpege det enkelte talent
bag en større opdagelse, jf. blot Schatz-Waksman-
kontroversen om streptomycin (30-33). Men det
gælder ikke for Jørgen Lehmann, der publicerede
alene. Det hævdes ofte og vel med rette, at det
kreative værk og personen bag det ikke kan adskil-
les. Forståelsen af Jørgen Lehmanns videnskabelige
indsats kan måske derfor øges med indblik i hans
person, som angiveligt var usædvanlig og farve-
rig. Eller med Sven Lindstedts ord, ”Det finns hur
mycket roligt som helst att berätta om Jörgen”
(personlig meddelelse).
Jørgen Lehmann refererede ikke sjældent til sin far
(6). Beskrivelsen af religionshistorikeren Edvard
Lehmanns person i et ældre svensk leksikon kan
måske derfor også kaste lidt lys også over sønnen
(34). ”Lehmann… var en glänsande föreläsare med
geniala infall och med äkta dansk kvickhet. Hans
interesse omspände praktisk taget allt mänskligt,
och han kunde utan egentlig förberedelse populär-
föreläsa över nästan vilket teologiskt eller humani-
stiskt ämne som helst. Hans betydelse som förmed-
lare av dansk kulturtradition torde ha varit mycket
stor. Som… Valdemar Vedel och Vilhelm Andersen
var han en lysande essäist. I katedern och i det per-
sonliga umgänget utvecklade han en charm och en
suverän älskvärd nonchalans, som gjort honom till
medelpunkten för en oerhört rik anekdotflora”.
Træk af den karakter genfindes også i Frank
Ryans portræt af sønnen. Ryans billede var baseret
på omfattende interviews med familien, venner og
en lang række kolleger. De fleste fandt sted mens
Jørgen Lehmann endnu levede. Ryan skriver ”No
medical scientist of the twentieth century was ever
more unorthodox, more impulsive creative than this
charming Scandinavian doctor, Jorgen Lehmann.
Gifted with a deductive ability and speed that in
his own lifetime became legendary, yet nevertheless
handsome and witty in so many aspects of his life
and personality, Lehmann seemed the very embodi-
ment in real life of Conan Doyle’s fictitious genius
Sherlock Holmes”. Ryan fortsætter “… his genius
inhabited a wild spirit, untamable with the mun-
dane academic conventions. Rebellious, eccentric,
brilliant, he didn’t care a jot for the hierarchical
posturing of his more conventional colleagues. (He
had) a stubborn independence… (and) a fantastic
imagination, which was apparent even as a child.
Later on he would joke about his over-developed
imagination, realizing how vital a part it would play
in his life” (6).
Til billedet af Lehmann og hans danskhed hørte
også, at han det meste af sit liv ikke alene cyklede til
arbejde. Han brugte også en gammel cykel i arbejds-
tiden, når han styrtede rundt i de lange kældergange
under Sahlgrenska Sjukhuset for at se til patienter i
behandling med dikumarol eller PAS. Hans Göteborg-
kolleger fandt hans cykel-adfærd ejendommelig, for
ikke at sige upassende for en midaldrende overlæge.
Men de forklarede det med, at han jo var en excen-
trisk dansker (6). Lehmann forstod sig imidlertid ikke
alene på stålheste, men også på rigtige heste. Efter
at PAS havde gået sin sejrsgang verden over blev
Lehmann bl.a. inviteret til Argentina, hvor man for
at hædre ham havde arrangeret et hestevæddeløb i
hans navn. Lehmann fik forevist hestene, og blev
(Fortsætter side 16)
Fig. 3: Jørgen Lehmann på ældre dage.
