![]()
12
| 2 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
heden af blodprøver under transport, konstruerede
automatiske pipette-maskiner og diffusionskamre til
hurtiganalyse af kuloxid i plasma for praktiserende
læger, komponerede opløsninger til afprøvning af
pipetters renhed - og meget mere (19). Herudover
interesserede han sig levende for sin afdelings og sit
speciales organisation og funktion (20, 21).
Lehmanns publikationsliste opregner 129
videnskabelige artikler, hvoraf 75 er egentlige
originalartikler (19). Langt hovedparten er trykt
i skandinaviske tidsskrifter på tysk, engelsk,
svensk eller dansk. Det er slående, at Lehmann
kun har medforfattere på fjorten publikationer.
Medforfattertallet indskrænkede sig oftest til en
eller to, og Lehmann var altid førsteforfatter. Alt
i alt fortæller det om en usædvanligt stor person-
lig indsats. Men måske også om en tid, hvor en
talentfuld biokemiker selv kunne beherske alle de
nødvendige teknikker. Hertil kommer, at Lehmann
åbenhjertigt har medgivet, at han foretrak at jage
som en enlig ulv (6).
Grunden til stadigvæk at beskæftige sig med Jørgen
Lehmann og hans forskning er hans enestående
indsats på to områder, thrombose og tuberkulose,
med behandling med hhv. dikumarol og PAS. De
skal derfor beskrives mere udførligt. Lehmann blev
kort efter sin ansættelse i Göteborg interesseret i
det nyopdagede vitamin K og blodets koagulation.
Det vides ikke om interessen skyldes, at vitamin K
blev opdaget af landsmanden Henrik Dam (Henrik
Dam var i øvrigt Lehmanns medansøger til det nye
professorat i biokemi i Århus, og også genansøger
til Lehmanns efterladte professorat) eller om Fritz
Schønheyders studier af det vitamin-K-afhængige
prothrombin inspirerede (Schønheyder var også
ansøger til professoratet og fik det efter Lehmann,
mens Dam og en tredje ansøger, Fritz Lippmann fik
Nobelprisen i hhv. 1943 og 1953). Gennem koa-
gulationslitteraturen erfarede Lehmann, at kvæg
der havde indtaget fordærvet kløver fik svære
blødninger. Gæret kløver måtte derfor indeholde
en faktor, der interfererede i koagulationsprocessen.
Lehmann indså hurtigt, at kløver-faktoren måtte
kunne anvendes i thrombosebehandlingen, og gik
i gang med at ekstrahere kløver i centrallabora-
toriets kælder. Ekstraktionen lykkedes et stykke af
vejen. Koagulationstiden blev forlænget hos kaniner
behandlet med Lehmanns kløver-ekstrakt. Men det
lykkedes hverken at renfremstille eller identificere
faktoren. Lehmanns svoger, der var plantegenetiker
i Uppsala, fortalte imidlertid Lehmann, at kløver
indeholder en kraftig aromatisk substans, kumarin,
som normalt afholder kvæg fra at spise den pågæl-
dende kløver. Lehmann slog kumarin-strukturen op,
og - voila - den var næsten identisk med vitamin
K’s. Lehmann forestillede sig derfor at kumarin
var den toksiske faktor i gæret kløver. Men han
kunne ikke få kumarin til at påvirke koagulationen.
Samtidigt offentliggjorde en amerikansk gruppe
(Link et al.), strukturen af den toksiske kløver-faktor
som det beslægtede dikumarol. Lehmann fik promp-
te chefkemikeren på Ferrosan i Malmø, Karl-Gustav
Rosdahl, til at syntetisere dikumarol. Lehmann
testede toksititeten af det syntetiske dikumarol på
sig selv, og gik derefter i gang med at behandle
patienter med svære thromboser, bakket op af en
entusiastisk kirurg på Sahlgrenska. Dikumarol vir-
kede. Successen var i hus. Thrombose-behandling
med dikumarol kunne begynde og Lehmann havde
fået sit første større internationale gennembrud (22,
23). Et afgørende skridt i processen var Lehmanns
hurtige erkendelse af, at dikumarol kunne være
en kompetitiv hæmmer af vitamin K. Kompetitiv
hæmning af enzymer kendte Lehmann særdeles
godt fra sin tidlige forskning i oxidationsenzymer
hos Thunberg i Lund. Lehmann fulgte området op
med flere kliniske undersøgelser og forbedringer af
målemetoderne for prothrombin (se ref. 19).
Jørgen Lehmanns afgørende ”claim to fame” fulgte
umiddelbart efter og har paralleller med dikuma-
rol-historien. Under sit Rockefeller-ophold lærte
Lehmann biokemikeren, Frederick Bernheim, fra
Duke University at kende. Det blev et livsvarigt
venskab. Bernheim undersøgte i 1939-40 tuber-
kelbacillens stofskifte, og opdagede at salicylsyre
fordoblede bakteriens iltoptagelse (24). Han under-
søgte også en række beslægtede stoffer, som ikke
ændrede salicylsyre-effekten påfaldende (25). For
venskabs skyld sendte Bernheim sin første Science-
artikel (24) til Lehmann. Og Lehmann indså med sin
særlige intuition, at der i Bernheims observation af
salicylsyre-effekten lå en nøgle til behandling af
tuberkulose, og at nøglen måtte være paraaminosa-
licylsyre, PAS (Fig. 2).
(Fortsat fra side 10)
