![]()
14
| 2 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
andre nye stoffer. I 1960’erne blev anvendelsen af
PAS efterhånden begrænset. Men PAS-historien er
måske endnu ikke slut. PAS er et effektivt og billigt
præparat. Og med den udbredte tuberkulose i den
tredje verden er der stadig brug for kemoterapi. Ikke
mindst i lyset af de sidste årtiers dræbende alliance
mellem tuberkulose og AIDS i Afrika syd for Sahara,
i Sydøstasien og i Latinamerika. I den forbindelse
må det heller ikke glemmes, at tidligere var tuber-
kulose også i den vestlige verden mere frygtet end
kræft. Det skønnes, at tuberkulose gennem tiderne
har kostet flere milliarder menneskeliv (6).
Nobelprisen for tuberkulose-behandling
Bekæmpelsen af infektionssygdomme med antibio-
tika og vaccinationer er måske lægevidenskabens
største succes. Den ændrede betingelserne for men-
neskets liv her på kloden, og har formentlig reddet
hundreder af millioner liv. Og med større solidaritet
med befolkningerne i den tredje verden kunne der
reddes endnu flere af de liv, der nu slukkes af infek-
tioner. Læger verden over fra 1930’erne, 40’erne og
50’erne, talte med god grund om tiden før og efter
antibiotika. Det var derfor oplagt, at den medicin-
ske nobelpris før eller siden måtte gives til anti-
biotika-pionerer. Og da tuberkulose var - og stadig
er - blandt de værste infektionssygdomme, måtte
også tuberkulosemidlernes frontløbere komme i
betragtning.
I 1939 blev den tyske læge, Gerhard Domagk, tildelt
den første antibiotika-nobelpris for opdagelse af
”den antibakterielle virkning af Prontosil”, det før-
ste sulfopræparat. Det udløste - i parentes bemær-
ket – et voldsomt raseri hos Hitler for utilstedelig
indblanding i Tysklands krigsforberedelser. Domagk
blev derfor arresteret af Gestapo og nægtet udrej-
setilladelse, så han først i 1947 kunne hente sin
pris i Stockholm. Domagk arbejdede under krigen
i øvrigt målrettet videre med antibiotika, og kom
også til at spille en central rolle for udviklingen af
de tyske tuberkulosemidler, Conteben og Neoteben
(6). I 1945 delte Alexander Fleming, Howard Florey
og Ernst Chain den næste antibiotika-nobelpris for
opdagelsen og renfremstillingen af penicillin. Og
med gennembruddet i tuberkulosebehandlingen i
efterkrigsårene rumlede det snart med rygter om
en tredje antibiotika-pris til PAS og streptomycins
opdagere.
Rygterne begyndte i 1952 at tage form. Det
blev en almindelig opfattelse, at Jørgen Lehmann
og ukrainsk-amerikanske Selman Waksman måtte
være selvskrevne kandidater for opdagelsen af
henholdsvis PAS og streptomycin. Nobelprisen kan
højst tildeles tre personer. Som tredje kandidatmu-
lighed cirkulerede derfor også navne som Frederick
Bernheim, Albert Schatz og den amerikanske læge
Corwin Hinshaw, der først afprøvede streptomycin
i klinikken. Til manges overraskelse gik 1952-pri-
sen imidlertid ubeskåret til Selman Waksman. Den
iøjnefaldende forbigåelse af Lehmann har siden for-
anlediget mange spekulationer. Ikke kun hos Max
Perutz, som nævnt i indledningen (1). Men også
hos Jørgen Lehmanns efterfølger i Göteborg, Sven
Lindstedt. Under forberedelserne til denne biografi
skrev Sven Lindstedt således, ”Jörgen borde ha fått
sitt Nobelpris för PAS. Waksman telegraferade och
gratulerade. Han (Jörgen) höll ju också på med anti-
koagulation och isolerade dicumarol från sötklöver.
Därmed konkurrent till Erik Jorpes, inflytelsesrik på
Karolinska Institutet. Dessutom (var Jörgen) dansk
och verksam i Göteborg, som då inte hade univer-
sitet”. Adskillige svenskere deler angiveligt Sven
Lindstedts opfattelse (29).
I den angelsaksiske verden rumler det i øvrigt
stadigvæk med spekulationer om den medicin-
ske Nobelpris anno 1952. Specielt om Waksmans
monopol på æren for streptomycin (30, 31). Ingen
anfægter, at Waksman og det laboratorium han
havde opbygget på Rutgers College var en afgø-
rende forudsætning for streptomycinets opdagelse
og identifikation. Men det var faktisk den unge,
arbejdsomme Albert Schatz, der fandt streptomy-
cinet og renfremstillede det til dyre-eksperimentel
afprøvning (30, 32). Schatz måtte endda i 1950
trække Waksman i retten for at få anerkendt sin
andel i opfindelsen og patentet. Det gav dog samti-
digt Schatz et renommé som besværlig, og ødelagde
hans videre videnskabelige karriere (30, 33).
Personen
Banebrydende kreativitet i kunst, litteratur og forsk-
ning er baseret på enkeltpersoner med særlige evner
og talenter. I moderne natur- og lægevidenskab,
(Fortsat fra side 13)
