![]()
10
| 2 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
denne gang ved Lunds Universitet. Jørgen flyttede
derfor over sundet, blev svensk student i 1917, og
begyndte umiddelbart efter at læse medicin i Lund.
Jørgen blev hurtigt grebet af fysiologisk kemi, dvs.
biokemi, og blev sideløbende med lægestudiet i
1920 amanuensis ved Institutionen för Fysiologi i
Lund, hos professor Torsten Thunberg, der blev hans
vejleder og senere gode ven. Thunbergs forskning
i oxidationsenzymer inspirerede Jørgen Lehmann
til allerede i 1922 at publicere sine første arbejder
(10-12). I 1927 blev Lehmann læge og avancerede
til assistent på Thunbergs institut. Herfra forsvarede
han i 1929 sin doktorafhandling ”Zur Kenntnis bio-
logischer Oxydations-Reduktionspotentiale” (13).
Disputatsen gav ham en docenttitel, som han
beholdt til 1. januar 1937, hvor han blev professor
i biokemi ved Århus Universitet. Det hører med til
forståelsen af Lehmanns senere så åbenlyse kliniske
interesse, at han i årene 1928-36 i perioder også
var vikarierende provinsiallæge i flere skånske
distrikter. Før tiltrædelsen i Århus var Lehmann
dog i mere end et år i New York hos Herbert Gasser,
i hvis laboratorium på Rockefeller Instituttet han
undersøgte aktionspotentialer i pattedyr-nerver.
Historien fortæller (14), at Lehmann frabad sig
den kendte neurofysiolog og senere nobelpristager,
Gasser, som medforfatter på sine arbejder fra New
York (15-17). Han begrundede det bl.a. med at han
skulle bruge dem i ansøgningen til professoratet i
Århus. Og han mente, at stå stærkere til det formål
som eneforfatter.
Opholdet i Århus blev imidlertid kort. I april
1938 rejste Lehmann til Göteborg for at blive
chef for et nyt biokemisk hospitalslaboratorium,
Centrallaboratoriet på Sahlgrenska Sjukhuset.
Göteborg havde dengang ikke et universitet, end-
sige en lægeskole. Det hurtige skift var derfor
påfaldende. Årsagen skal søges i flere samspillende
faktorer (18). Lehmann var først og fremmest for-
sker. Han erkendte hurtigt, netop returneret fra et
”center of excellence” som Rockefeller Instituttet,
at det ville tage tid og mange kræfter, at få den
biokemiske forskning i Århus på international høj-
kant. Den nye lægeskole krævede først og fremmest
opbygning af studenterundervisning, og studenter-
undervisning interesserede ikke Lehmann. Stillingen
i Göteborg gav væsentlig større forskningsmulighe-
der. I forhandlingerne med Sahlgrenska Sjukhuset
havde Lehmann netop betinget sig og fået ganske
betydelige forskningsfaciliteter med bl.a. veludsty-
rede dyrestalde. Angiveligt aflønnedes stillingen i
Göteborg også væsentligt bedre. Det spillede desu-
den en rolle, at hustru og børn var født og opvokset
i Sverige. Hertil kom, at Lehmann var ligeglad
med akademiske titler. Kun forskningsmulighederne
talte. Han blev aldrig ordinær professor i Göteborg
selvom et universitet med lægevidenskabeligt fakul-
tet blev oprettet i 1951. Ironisk nok blev han dog
i sin aktive emeritus-tid på det farmakologiske
institut i Göteborg udnævnt til adjungeret professor
i farmakologi. Jørgen Lehmann forblev med andre
ord i Göteborg til sin død d. 26. december 1989 – få
uger før 92 års dagen.
Om sit skift fra Århus til Göteborg har Lehmann
senere med et skævt smil bemærket, at ligesom
hans far nåede at flytte fra Tyskland til det neutrale
Sverige før 1. verdenskrig, nåede han at flytte fra
Danmark til neutrale Sverige før 2. verdenskrig.
Forskning
Jørgen Lehmanns forskning er udover sin origina-
litet og betydning kendetegnet af flere usædvanlige
træk. Den strækker sig over hele 62 år og dækker
en del forskellige områder, der i nogen udstrækning
svarer til hans ansættelser: Oxidations-redukti-
onsenzymer (Lund 1920-35); aktionspotentialer i
pattedyrs nervefibre (New York 1935-36); B-avi-
taminoser (Århus 1937-38); thrombose-forskning
herunder måling af prothrombin, og, anvendelse af
dikumarol til behandling af thromboser (Göteborg
1939-43); design af paraaminosalicylsyre (PAS)
og erkendelse af dets muligheder ved behandling
af tuberkulose (Göteborg 1943-63); i den sidste
periode desuden undersøgelse af tryptofanmangel
ved neuropsykiatriske sygdomme og behandling af
stupor og demens med tryptofan (Göteborg 1964-
82). Hertil kommer, at Lehmann sideløbende med
sin egentlige forskning i alle årene som chef på
centrallaboratoriet på Sahlgrenska Sjukhuset (1938-
63) var engageret i at udvikle nye analysemetoder
og forbedre den daglige biokemiske diagnostik.
Han byggede selv et flammefotometer, udviklede
elektrometriske mikrometoder, undersøgte holdbar-
(Fortsat fra side 9)
(Fortsætter side 12)
