![]()
13
| 2 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
Det var langtfra blot et godt gæt. Det var en næsten
genial og sjældent klarsynet deduktion baseret på
Lehmanns viden om 6-ledede ringstrukturers kemi,
om kompetitiv hæmning af oxidationsenzymer, og
om amino- og amidgruppens betydning for den
baktericide virkning af de på den tid så tiljublede sul-
fonamider. Lehmann vidste således fra sulfonamid-
litteraturen, at modifikationer i meta- og ortoposi-
tionerne ofte var uden større baktericid effekt, men
at netop parapositionen skulle modificeres, og at det
skulle være med en aminogruppe. Bortset fra enkelte
kontroller så Lehmann ingen grund til at syntetisere
og afprøve salicylsyre-analoger i større omfang. Han
var så sikker på sin deduktion, at han igen skrev til
Ferrosan. Denne gang om hjælp til at syntetisere
PAS. Brevet fra 3. marts 1943 eksisterer endnu i
Ferrosans arkiver, som dokumentation af Lehmanns
kontante klarsyn (se reference 6, plate 5).
At Lehmann først skrev til Ferrosan om PAS i 1943
skyldes, at han i 1941-42 som enlig ulv havde hæn-
derne fulde af arbejde med dikumarol og thrombose.
Han indså derfor efter den initiale erkendelse af PAS
muligheder i kølvandet på Bernheims artikel (24), at
han ikke magtede to store projekter samtidigt. Men
Ferrosans direktion var imidlertid bekymrede. Det
var krigstider, økonomien var stram, og Ferrosan
havde lidt store tab på sanocrysin, et guldpræparat,
som viste sig uvirksomt til behandling af kvægtu-
berkulose. Sanocrysin var foreslået af den danske
veterinær, Holger Møllgaard. Endnu et fantasifuldt
forslag om tuberkulosemidler fra en dansk professor
tændte derfor advarselslamperne. Men Karl-Gustav
Rosdahl på Ferrosan, der tidligere havde hjulpet
med syntese af B-vitaminer og dikumarol, troede på
Lehmann. Rosdahl fik overtalt direktør John Ryné,
og Lehmann fik PAS til afprøvning på tuberkelba-
ciller. Det virkede! PAS blokerede væksten af tuber-
kelbakterier i minimale koncentrationer. Lehmann
afprøvede derefter PAS toksititeten på sig selv. Der
var ingen bivirkninger men blot lidt dyspepsi af
store, orale doser. Og så begyndte patientbehand-
lingen i Göteborg i samarbejde med den garvede
tuberkuloselæge, Gylfe Vallentin. PAS viste sig at
virke på al slags tuberkulose. Men det var næsten
for godt til at være sandt. Der havde i tidens løb
været så mange uvirksomme tuberkulosebehandlin-
ger, at de fleste tuberkuloselæger habituelt udviste
stor skepsis overfor nye tiltag. De initiale resultater
og kravet fra patienterne og deres familier banede
imidlertid vejen for PAS.
På grund af krigen, på grund af Ferrosans vanske-
ligheder med at få patent på PAS og for at samle
et stort patientmateriale, ventede Lehmann med at
publicere resultaterne af PAS’ virkning på tuber-
kelbakterien
in vitro
og på den humane tuberku-
lose til begyndelsen af 1946 (26-28). Det kan synes
rimeligt, legitimt og endda hensynsfuldt. Men i
bagkundskabens lys var det uheldigt for Lehmann.
Selv om PAS
de facto
var det første virksomme
tuberkulosemiddel, der blev afprøvet (6-8).
Næsten sideløbende med PAS introduktion i tuber-
kulosebehandling kom amerikanerne med strep-
tomycin isoleret af den unge ph.d.-studerende,
Albert Schatz, i Selman Waksmanns laboratorium
på Rutgers College i New Jersey. Og fra Gerhard
Domagks krigshærgede Bayer-laboratorium i
Eberfelde i Tyskland kom Conteben (thiomicarba-
zon), designet og syntetiseret af kemikeren Robert
Behnisch med assistance af Hans Offe (6). Flere
år senere blev isoniazid og analoger heraf fundet
næsten samtidigt i flere medicinalfirmaer i USA og
Europa. På grund af tuberkelbacillens udtalte evne
til at udvikle resistens mod det enkelte antibiotikum,
blev antibiotika-kampen mod tuberkulose i den
vestlige verden først vundet op gennem 1950’erne
og 1960’erne ved kombinationsterapi. I begyndelsen
med PAS og streptomycin, siden med isoniazid og
(Fortsætter side 14)
Salicylsyre Paraaminosalicylsyre
(PAS)
OH
COOH
OH
NH
2
COOH
S lic lsyre
Paraamin salicylsyre
(PAS)
Fig. 2: Strukturen af Salicylsyre og PAS.
