34 |
Klinisk Biokemi i Norden · 1 2020
heterofile antistoffer, humane anti-animal antistof-
fer (HAAA) og undergruppen humane anti-mouse
antistoffer (HAMA), samt thyroidea auto-antistoffer
(thyroidea peroxidase og thyroglobulin antistoffer)
(5). Det kan være vanskeligt ud fra typen af immun-
assay (sandwich eller kompetitivt assay) at prædik-
tere, om en interferens vil give falsk for højt eller
for lavt resultat, og begge scenarier kan formentlig
forekomme. Derudover kan opbygningen af metoden
herunder tilstedeværelsen af vasketrin influere på
risikoen for interferens. En særlig type interferens er
makro-TSH, hvor antistoffer (ofte IgG) krydsreage-
rer med TSH, og dette biologisk inaktive kompleks
interfererer med målingen (5). Endelig er der til de
streptavidin-baserede assay en risiko for interferens
fra indtag af biotin (5).
Første trin i håndtering af mistanke om interferens
i thyroidea-analyser vil ofte være at sende prøven til
en anden klinisk biokemisk afdeling, som anvender
et andet assay. Her er dialogen mellem kliniker og
klinisk biokemisk læge vigtig, da klinikerne kan
informere om den kliniske problemstilling (patient
karakteristika, medicin, anden sygdom), årsagen til
at interferens mistænkes, samt hvilke thyroidea-ana-
lyser der mistænkes at være interferens ved. Det viste
sig ved vores afdeling vanskeligt at få koordineret de
praktiske forhold omkring rekvisition, prøvetagning,
forsendelse og svarafgivelse ved klinisk mistanke om
interferens i thyroidea-analyser, og det blev derfor
besluttet at udarbejde en fælles instruks.
Instruksen indeholder vejledning omkring den
praktiske fremgangsmåde herunder oprettelse af
rekvisition (ved den samme prøvetagning analyseres
et blodprøveglas ved Klinisk Biokemisk Afdeling i
Aalborg og et glas sendes til eksternt laboratorium),
prøvetagning (pausering af kosttilskud herunder
biotin i minimum et døgn), forsendelse (oversigt over
hvortil prøverne sendes afhængig af mistænkt inter-
ferens) og svarafgivelse (resultaterne fra det eksterne
laboratorium tastes manuelt ind som en note ud for
resultaterne fra analysering i Aalborg).
Læge ved Klinisk Biokemisk Afdeling informerer
rekvirerende læge, når svarene foreligger og er til
rådighed for vurdering af resultaterne samt evt. plan
for supplerende tiltag (fx fortynding, PEG-fældning
eller kromatografi) (5). Vi har endnu ikke haft til-
fælde, hvor supplerende tiltag var efterspurgt, men
hvis andre klinisk biokemisk afdelinger har erfaring
dermed, kunne vidensdeling omkring dette bestemt
være ønsket.
