![]()
30
| 1 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
— men er det det vi vil anvende deres (og vores)
kostbare tid på? Vi burde i stedet undersøge
hvad klinikerne foretrækker. Brugen af mere læse-
venlige og forståelige navne (og eventuelt udel-
adelse af egenskabsarten, hvis den ikke bidrager
til forståelsen) vil ikke medføre problemer med
entydighed eller med kommunikation i mellem
forskellige computersystemer, hvis man blot bruger
IUPAC/IFCC koder internt i systemerne (disse koder
bruges stort set overalt i Danmark).
Eksempel — Udformningen af svarrapporter
Det er et krav i standarden, at det skal fremgå af
svarrapporterne, hvorvidt det enkelte analyseresul-
tat er omfattet af akkrediteringen. Og akkredite-
ringsorganet kræver også synliggørelse af sin egen
virksomhed, fx med et logo.
Udover de tekniske problemer det medfører (som
har vist sig at være store), så er det et relevant
spørgsmål om udformningen af laboratorieske-
maer og skærmbilleder skal tage mere hensyn til
standardens og akkrediteringsorganets krav end
til klinikernes behov for læselighed og overskue-
lighed?
Moderne laboratorieskemaer og skærmbilleder er
i forvejen komplicerede, og flere markeringer, noter,
logoer etc. vil øge nethindebelastningen hos rekvi-
renterne yderligere, med risiko for at der overses
klinisk relevant information.
Eksempel — Det nye sprog i dagligdagen
Måleprocedure, intermediær præcision, procedur-
eliste eller metodeliste, og præstationsprøvning?
Standarderne og akkrediteringsorganerne anvender
en række ord og begreber, som ikke er gængse
indenfor klinisk biokemi, og sproget er også på
andre måder lidt tungt og fjernt fra det vi er vant
til at bruge.
Det er altid udmærket at lære nyt, og det er også
udmærket med mere systematik og stringens i vores
fagsprog. Man skal dog være opmærksom på, at det
kan medføre betydelige kommunikationsproblemer
mellem ’de nye skriftkloge’ og alle andre. Det kan give
problemer internt i en afdeling, mellem forskellige
biokemiske afdelinger og i kontakter med firmaer etc.
Begrebet ’intermediær præcision’ giver fx ofte
anledning til forvirring. Den uindviede spekulerer
naturligvis først over, hvad denne størrelse er inter-
mediær i forhold til? Hvad er der ude på fløjene?
Findes der også en minimal og en maksimal præ-
cision? Det gør der jo, men de ord bruges aldrig.
Dernæst spekulerer man over, hvorfor det nu hedder
præcision og ikke mere impræcision. Der er måske
en god grund, men inversionen medfører ofte forvir-
ring, fordi vi jo bruger variationskoefficienter som
mål for præcision, dvs. at en analyse med en lav
variationskoefficient har en høj præcision og vice
versa.
Om resurseforbrug og risiko for bureaukratisk
implosion
Resurseforbruget til en akkreditering er stort! Det
drejer sig ikke kun om det ikke-ubetydelige beløb en
afdeling skal betale til akkrediteringsorganet, men
mest om forbruget af arbejdskraft.
Processen der fører til akkreditering er hårdt
arbejde, men lønner sig selv, fordi den især drejer
sig om at få orden på en masse forhold, som man
under alle omstændigheder bør have orden på i en
moderne virksomhed. Men når akkrediteringen er
opnået og der er findes et godt, effektivt kvalitets-
styringsystem, så er det væsentligt at overveje,
hvilke resurser det fremover er rimeligt at bruge
for at opretholde en akkreditering. Den opfølgning,
akkrediteringsorganet forventer, kræver nidkærhed
og pertentlighed, og forekommer ind i mellem
urimelig.
Eksempel — Udskiftning af et apparatur
En afdeling skal udskifte de store autoanalysato-
rer, der anvendes til de mest gængse biokemiske
analyser. Instrumenterne og alle applikationerne er
CE-mærkede i henhold til IVD-direktivet. Man vil
selvfølgelig oplære personalet i den korrekte brug
af instrumenterne og vil kontrollere at kvaliteten af
analyserne svarer til leverandørens specifikationer.
Og man vil naturligvis også undersøge, om udskift-
ningen medfører ændringer i måleniveauerne for
diverse biokemiske variable, så der fx kan være
behov for korrektioner, ændringer af referenceinter-
valler og/eller orientering af rekvirenterne.
De nye instrumenter må imidlertid ikke tages
i rutinemæssig brug til akkrediterede analyser,
før der foreligger godkendte valideringsrapporter
(Fortsat fra side 29)
(Fortsætter side 32)
