![]()
28
| 1 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
Det allerbedste ved akkreditering er måske…?
Hvis man ser helt overordnet på tingene, så er der
flere gode grunde for en klinisk biokemisk afdeling
til overhovedet at involvere sig i en akkrediterings-
proces. Det tvinger bl.a. én til at forholde sig meget
seriøst til spørgsmålet —
Hvad er en god klinisk biokemisk afdeling?
Set fra en rent lægefaglig synsvinkel må svaret
være: Det er en afdeling, hvis funktion maksimerer
sandsynligheden for, at de understøttede kliniske
patientforløb får de bedst mulige udfald på den
kortest mulige tid.
En god klinisk biokemisk afdeling føjer sig efter
klinikernes ønsker og behov, men er også innovativ,
informerende og undervisende omkring brugen af
sine ydelser. Den gode afdeling laver selvsagt ikke
mange fejl, og slet ikke alvorlige fejl. Og afdelin-
gen involverer sig i forskning og andet teknisk og
intellektuelt udviklingsarbejde, som sikrer, at den
bliver ved med at være en god afdeling.
En god klinisk biokemisk afdeling skal være øko-
nomisk i drift, og den skal også have en organisa-
tion, en personalepolitik etc., som sikrer, at den er
en stabil og pålidelig institution, som kan tiltrække
og fastholde de resurser der er nødvendige for at
være god.
Er en akkrediteret afdeling nødvendigvis en god
afdeling?
Det burde den være, for det primære formål med en
akkreditering er jo at højne kvaliteten af de leverede
ydelser. Hvis ikke det er tilfældet, så er akkrediterin-
gen et resursespild.
Det er vores opfattelse, at en akkrediteret klinisk
biokemisk afdeling nok har et større potentiale end
en ikke-akkrediteret afdeling for at blive en god
afdeling, men at en akkreditering også kan rejse en
række barrierer for en sund udvikling.
Vi har set kritisk på nogle udvalgte områder og
problemstillinger.
Metrologisk fundamentalisme versus klinisk
pragmatisk empirisme
ISO 17025 standarden hedder ”Generelle krav til
prøvnings- og kalibreringslaboratoriers kompe-
tence” (1) og kan danne grundlag for akkreditering
af al slags laboratorievirksomhed — det være sig
målinger af tykkelsen af svejsninger i olierørlednin-
ger, eller udførelse af en mangfoldighed af forskel-
lige biokemiske analysemetoder.
Måske netop af denne grund er standarden
gennemsyret af begreber, tankegange m.m. som
er hentet fra fundamental metrologi. Noget er
udmærket og indlysende brugbart indenfor vores
område (og i øvrigt allerede velkendt stof), mens
andet er yderst spekulativt i forhold til målinger
på komplekse biologiske systemer, og bliver meget
resursekrævende at omsætte til brug i vores virke-
lighed.
Der opstår selvsagt problemer, hvis akkrediter-
ingsorganet (dets assessorer) fortolker standarden
ud fra en metrologisk fundamentalistisk synsvinkel,
uden hensyntagen til den kompleksitet og dynamik,
der både kendetegner aktiviteterne i en moderne
klinisk biokemisk afdeling og aktiviteterne i de
kliniske og medikotekniske miljøer, vi samarbejder
med. Man må især ikke underkende betydningen
af de krav til laboratoriet, der er en konsekvens af
rekvirenternes uudtalte eller udtalte behov.
Eksempel — Usikkerhedsbudgetter
Der står i standarden, at ”Prøvningslaboratorier
skal have og anvende procedurer til estimering af
måleusikkerheden’, men også at ”[.. ] prøvningsme-
todens art [i nogle tilfælde] kan udelukke en streng,
metrologisk og statistisk troværdig beregning af
måleusikkerheden”, og at laboratoriet i så fald skal
Akkreditering og kvalitet
Ulrik Gerdes, Klinisk Biokemisk Afdeling, Århus Sygehus, Århus
ulrik.gerdes@dadlnet.dk
Linda Hilsted, Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, København
linda.hilsted@rh.hosp.dk
