![]()
32
| 1 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
for instrumenterne og analyserne. Det er et stort
arbejde, og betyder, at laboratoriet i en lang over-
gangsperiode både må have de gamle og de nye
instrumenter i drift, og må tilpasse vagtplaner og
implementere arbejdsgange, der fx indebærer, at
man flytter rundt med prøver mellem instrumen-
terne og ikke udnytter deres kapaciteter. Det er dyrt,
og det er også frustrerende, hvis den umiddelbart
dokumenterede kvalitet af analyserne på de nye
instrumenter er tilfredsstillende, og måske endda er
bedre end på de gamle instrumenter.
Dette eksempel illustrerer et problem, som sjæld-
nere vil optræde i en mindre laboratorievirksomhed
med speciale i nogle få måleprocedurer, som altid
udføres indenfor almindelig arbejdstid og aldrig som
livsvigtige hasteopgaver. Det er lettere for en sådan
virksomhed at følge standardens bogstav til punkt
og prikke, mens aktiviteten på et hospitalslabora-
torium ofte har karakter af
white water rafting
— og vi kan ikke undvære vores pagajer, selvom de
måske ikke er validerede på alle leder og kanter.
Eksempel — Nyt måleområde for en analyse-
metode
Et firma oplyser, at man ændrer lidt på måleområdet
for en applikation, fordi en kalibrator er blevet tilskre-
vet en ny værdi. Der skal ændres i metodelisten og
typisk også i 3-4 andre databaser og dokumenter, og
ændringen skal rapporteres til akkrediteringsorganet.
Er det sidstnævnte rimeligt, hvis det drejer sig om
uvæsentlige ændringer, dvs. ændringer som ikke
skønnes at have klinisk betydning?
Vores verden er meget dynamisk, og der er hele
tiden noget der ændrer sig eller ændres. Større
ændringer, som kan have en væsentlig effekt
på kvaliteten af en afdelings præstationer, skal
naturligvis evalueres og dokumenteres omhyg-
geligt. Men så er der de mange småting, som kan
bidrage til udviklingen af et bureaukratisk Sisyfos-
arbejde — med opdateringer af databaser, revisioner
af dokumenter og hjemmesider, og løbende korre-
spondance med akkrediteringsorganet.
Når der allokeres resurser til et akkreditering-
sarbejde i en organisation, så er der ofte færre
tilbage til andet arbejde. Det kan især være farligt
i et universitetsmiljø, hvor man risikerer at flytte
kreative kræfter væk fra forskning og undervisning,
(Fortsat fra side 30)
og over til rutineprægede opgaver med at producere
tilfredsstillende rapporter til akkrediterings-organet.
Bureaukratiet kan også have en indirekte dæm-
pende effekt på innovative aktiviteter, fordi, som en
medarbejder meget rammende bemærkede: ”Vi skal
bruge mere tid på at skrive om det vi skal gøre, end
at gøre det vi skriver om!”
Det er ’den bureaukratiske implosion’, som vi
selvfølgelig skal undgå, hvis vi ikke skal ende med
at bekræfte, hvad især de mest forskningsorien-
terede inden for vort speciale har frygtet, nemlig
at akkreditering af et laboratorium hæmmer dets
udvikling. Det må i det hele taget aldrig blive
sådan, at en afdeling organiserer sig og arbejder
ud fra hvad der er nemmest i forhold til at være
akkrediteret, og ikke ud fra faglige målsætninger.
Fremtiden — ISO 15189 og fleksible akkrediter-
ingsområder?
Den nye ISO 15189 standard ”Medical laboratories
- Particular requirements for quality and compe-
tence”(2) er kun implementeret af få hospitalsla-
boratorier i Danmark, men det, at den er specifikt
udformet for ’medical laboratory services’ gør den
umiddelbart mere relevant og appetitlig for vore
afdelinger. Standardens fremtid i Danmark vil dog
stadig være stærkt afhængig af, at de relevante
akkrediteringsorganer tolker den med respekt for
den kliniske virkelighed!
Isorgel. Foto: Henrik Alfthan.
