Klinisk Biokemi i Norden · 1 2019
| 35
Når blod er tykkere end vand – en case
Nikki Have Mitchell
Klinisk Biokemisk Afdeling
Hvidovre Hospital
En prøve fra almen praksis var i
en aftenvagt blevet forsøgt ana-
lyseret to gange – uden held. I
begge tilfælde fik bioanalytikeren
en melding fra Cobas 8000-appa-
raturet om ”sample clot”. Prøven
var derfor blevet gemt til det bedre
bemandede daghold. Dagholdet
prøvede således også at analysere prøven. To forsøg
- atter to meldinger om sample clot.
Prøveglasset blev taget til side. Ved visuel inspek-
tion af prøvematerialet, der i øvrigt var yderst spar-
somt, fandtes dette noget tyktflydende – i al fald sam-
menlignet med, hvad man normalt ville forvente af
plasma. Om årsagen hertil skulle findes i forholdene
omkring prøvetagningen, omkring opbevaringen af
prøven eller indeni selve patienten blev diskuteret
frem og tilbage – Rekvirenten blev kontaktet for at
komme årsagen nærmere.
Efter samtale med den bestillende læge stod det
klart, at årsagen til prøvematerialets beskaffenhed
sandsynligvis skulle findes i patienten selv. Det spar-
somme, tyktflydende plasma blev fortyndet – og der
blev forsøgt målt immunglobuliner.
Dette lykkedes – resultatet viste sig at være
IgM =
100 g/L
(reference: 0,39 - 2,08 g/L). Der var altså tale
om hyperviskositet grundet en ekstremt høj mængde
af immunglobulin M i plasma.
Hyperviskositet kan ses ved en række forskellige
tilstande, herunder tilstande med øget plasmavisko-
sitet (eksempelvis hyperfibrinogenæmi, hypergam-
maglobulinæmi), en øget mængde erythrocytter
(eksempelvis polycytæmia vera), en øget mængde
leukocytter (eksempelvis leukæmier), eller tilstande,
hvor erythrocytternes evne til at kunne deformeres
er kompromitteret (eksempelvis seglcelleanæmi) [2].
Ved hyperviskositetssyndrom forstås en tilstand, hvor
patienten oplever symptomer (eksempelvis blødnin-
ger, neurologiske symptomer, synsforstyrrelser) på
grund af en sådan øget viskositet. Viskositetsforøgel-
sen medfører blandt andet, at blodet gøres til genstand
for en større modstand ved passage igennem især de
mikrocirkulatoriske systemer [3, 4].
I casen er der tale om hyperviskositet på baggrund
af en anseelig mængde IgM. Dette kan være forene-
ligt med en malign monoklonal gammopati – altså
en tilstand hvor der produceres en mængde mono-
klonalt protein, såkaldt M-komponent (eksempelvis
af IgM-typen). Hvis denne tilstand udmønter sig i
symptomgivende hyperviskositet, er der tale om en
situation, som kræver umiddelbar behandling. Dette
indebærer i udgangspunktet plasmaferese med hen-
blik på, at fjerne en vis mængde af de cirkulerende
immunglobuliner, samt kemoterapi - med det formål
at reducere produktionen af disse monoklonale pro-
teiner [4, 5]. Plasmaferese bør gentages flere gange,
indtil der indtræder effekt af kemoterapien [5]. Der
kan derfor ses fortsat høje værdier af M-komponent
efter initieret behandlingsforløb med plasmaferese
(se elektroforeseresultatet, som relaterer til casen).
Elektroforese - M-Komponent:
Fra casen – udført cirka en uge efter diagnosetidspunktet.
Den skraverede top til højre viser tilstedeværelsen af
M-komponent. Denne ses lige så stor som albumintoppen
(den største top helt til venstre). Se også [1].
