Klinisk Biokemi i Norden Nr 1, vol. 21, 2009 - page 11

11
| 1 | 2009
Klinisk Biokemi i Norden
af anti-dsDNA antistoffer, som tidligere udførtes med
en ko-præcipitationsmetode hvor radioaktivt mærket
dsDNA benyttedes som antigen [16]. Med denne teknik
fandt man anti-dsDNA antistoffer, som klart var spe-
cifikke for diagnosen SLE, og positive resultater kunne
benyttes som et kriterium for denne diagnose og endog
forudsige sygdommen flere år før, den blev manifest
[17]. Metoder baseret på radioaktivitet er nu praktisk
taget forsvundet og erstattet med ELISA-metoder og
IIF-teknik med
Crithidia luciliae
parasitter som cel-
lulær antigenkilde [18]. Ingen af de nye metoder giver
dog anti-dsDNA resultater, som tillader anvendelse af
anti-dsDNA antistof som et sikkert kriterium for SLE-
diagnosen [19], og man bliver nødt til at sandsynliggøre
tilstedeværelsen af SLE-associeret anti-dsDNA antistof
ved anvendelse af mere end én metode.
Rationel strategi for ordination af ANA-tests
Ordination af ANA-undersøgelse bør altid være base-
ret på en solid mistanke om kronisk immuninflam-
matorisk sygdom ud fra sygehistorie og manifesta-
tioner [2, 10]. I den initiale udredningsfase må man i
reglen basere den tentative diagnose på ganske få, men
karakteristiske tegn på en bestemt sygdom. Under
udredningen fremkommer oplysninger og parakli-
niske fund, som tyder i retning af - eller peger væk
fra - den oprindelige mistanke. Jo flere kriterier for en
sygdom ordinationen initialt baseres på, desto større er
post-test sandsynligheden for at opnå et resultat, som
giver klinisk mening [20]. Et klart positivt svar på ANA
i denne situation får stor betydning for den videre
udredning, og jo mere specifikt fundet er, desto større
betydning får det for diagnose og prognosevurdering.
Tabel 3 illustrerer de inflammatoriske reumatiske
sygdomme, hvor et ANA-fund benyttes direkte som et
sygdomskriterium, og sygdomme hvor fund af ANA
giver væsentlig støtte for en diagnose, men hidtil ikke
er vedtaget at tjene som kriterium for denne. I praksis
er der ingen større forskel i den kliniske anvendelse
af resultaterne. For at understøtte rationelle beslut-
ningsprocesser i klinikken må ANA-resultater være
baseret på metoder, der giver information af betyd-
ning for langtidsforløbet af en sygdom, d.v.s. prog-
nose, optimal klinisk monitorering og behandling.
Det betyder, at ANA-resultater må kunne benyttes i
daglig differentialdiagnostik, så klart positive fund ved
en given sygdom kan adskilles fra gråzone-positive
fund ved sygdomme, som kan forveksles med den
pågældende sygdom [2,10]. Dette gøres i praksis ved
at undersøge en metode med brug af sera fra patienter
med en prototype-sygdom såvel som sera fra patienter
med forskellige inflammatoriske sygdomme. Dernæst
vælges et cut-off overfor de inflammatoriske kon-
troltilstande, der tilfredsstiller det kliniske behov for
specificitet i den første diagnostiske fase af udredning,
hvor ANA-undersøgelsen har sin største berettigelse,
f.eks. 95 %. I praksis opstilles ROC-kurver, og graden
af differentialdiagnostisk specificitet (f.eks.95%) væl-
ges i samarbejde med brugerne. Sensitiviteten i et assay
er således ikke afgørende ved den initiale udredning,
men kan have betydning ved opfølgning af positive
patienter, hvor kvantificering af et ANA som f.eks.
anti-dsDNA ved SLE af nogle benyttes til monitorering
af sygdomsaktivitet [2,10].
Der foregår p.t. et samarbejde mellem klinikere
og laboratorier inden for European Autoimmunity
Standardization Initiative beregnet på at optimere
dialogen mellem disse specialer og etablere større sam-
linger af sera fra immuninflammatoriske patientgrup-
per, så også industrien kan få gavn af disse serologiske
principper i fastlæggelsen af klinisk anvendelige cut-off
værdier i kommercielle assays [7, 8]. Industrien er helt
afhængig af et solidt fagligt samarbejde med kliniske
afdelinger og laboratorier for at kunne tilbyde klinisk
optimerede tests for autoantistoffer [21].
I Danmark har vi gennemmere end 10 år haft glæde
af at udsende en algoritme for autoantistofscreening
baseret på en tentativ diagnose [2, 10]. Den videre ordi-
nation af specifikke undersøgelser sker på basis af scre-
eningresultatet samt akkumuleret viden om en given
patient hos den behandlende læge. Herved opnås dels
en ensartet og rationel ordinationspraksis, dels en mini-
mering af omkostninger til den serologiske udredning.
Tidlig diagnostik af autoimmune sygdomme
Autoantistoffer synes generelt at kunne spores i serum
længe før en patient udvikler tegn på inflammatorisk
sygdom [11, 12, 22]. Dette gælder såvel ANA ved
reumatiske sygdomme og organ-specifikke autoan-
tistoffer ved lokaliserede autoimmune lidelser [22].
ANA er fundet op til ca. 10 år før de første tegn på
SLE fremkom, og den fundne specifikke ANA-profil
var netop den for denne lidelse forventelige profil [11].
Stadig flere data tyder på en arvelig disposition for
autoantistof-produktion, hvilket da også bekræftes af
mange publikationer om autoantistoffers associationer
til MHC-gener og genregioner [23].
(Fortsætter side 12)
1...,2,3,4,5,6,7,8,9,10 12,13,14,15,16,17,18,19,20,21,...60
Powered by FlippingBook