![]()
31
| 4 | 2007
Klinisk Biokemi i Norden
selvom det emne er af største betydning. Måske
ligger temaet for næste års sejltur her?
Ingunn Thorsteinsdottir holdt et indlæg om skif-
tet fra menig klinisk biokemiker til at være leder.
Hun understregede den vanskelige transformation
fra at kunne spørge andre til råds, til at at være
den, der står med ansvaret – og også i situationer,
hvor det rigtige svar ikke kendes. Hverdagen som
leder fyldes hurtigt af administrative funktioner,
hvor pladsen til selve faget kan skubbes i baggrun-
den. For ansatte bliver jo syge, får børn, skifter
arbejde og så videre. Hendes ”take home message”
var, at man næppe kan forberede sig sig til de
udfordringer, som vi som ledere vil blive konfron-
teret med. Den nærliggende ensomhedsfølelse må
hver i sær derfor søge afhjulpet – det være sig
med andre kolleger eller måske via råd og støtte
fra nordiske kolleger. Der behøver de sproglige
forskelle næppe at betyde noget, da lederrollen i
de forskellige lande formentlig er ret ens.
Det sidste – og måske vigtigste – aspekt ved
vores professionelle rolle i klinisk biokemi blev
taget op at Elvar Theodorsson. Han talte først om
forskningens betydning og de økonomiske kår,
som forskning i de nordiske lande efterhånden har
fået. Midlerne er generelt færre og vi bruger mere
tid på at konkurrere om dem. Den konkurrence er
i sig selv blevet til ”et arbejde i arbejdet”. Det kan
være hårdt og sluge meget af ens naive begejstring
for faget. Men derfor må enhver professionel i ny
og næ alligevel slukke for aften TVet og se sig selv
i spejlet. For det handler i høj grad om at tilføre
energi til ens gerning. Når lysten og evnen til at
tilføre energi brænder ud, er det tid til at gøre
noget og om nødvendigt at skifte platform. Vi kan
kalde det for
inspirator-effekten,
som bør være
en central del af specialets fremtid: Ikke mindst
ved udvælgelse til de toneangivende stillinger i
specialet.
En slags konklusion: Måske er identitetskrisen
i specialet slet ikke tilstede. Den ulmer istedet
som kronisk usikkerhed i mange af os, men kan
bekæmpes med fokusering på, hvad der primært
bragte os selv ind i specialet til at begynde med.
Svaret for mange er lyst til forskning. Med klare
(og gerne banebrydende) visioner kan vi fastholde
vores karakter blandt de øvrige specialer. Endelig
bør vi i mindre grad fokusere på rekruttering via
lovning om et ubelastet og vagtfrit speciale. Hvis
vi alle bidrager med energi til netop vores opgaver
og forskningsområder, skal de yngre læger nok
blive ved med at melde sig i specialet. Lidt lige-
som når myggene om aftenen begynder at sværme
om sengelampen. For de vælger simpelt hen lyset
og fravælger mørket, mens valget af natbog ikke
synes at have en afgørende betydning.
Referencer
1. Kallner A. Clinica Biochimica - quo vadimus?
Klinisk Biokemi i Norden 2005;17:41-3.
2. Stenmann UH. Clinical Biochimica –
quo vadimus? Klinisk Biokemi i Norden
2007;XX:XX-X.
3. Hørder M. Biochimica Clinica – quo vadi-
mus: Værdier. Klinisk biokemi i Norden
2006;18:22-4.
