![]()
30
| 4 | 2007
Klinisk Biokemi i Norden
(Fortsat fra side 29)
specialevalg. Fraset et enkelt ”måske” var der ikke
nogen, der ville stå ved, at deres barndomsdrøm
var en klinisk biokemisk karriere. Vi ville som
udgangspunkt være intern medicinere, børnelæ-
ger, eller måske endda heltekirurger. Det rejste
spørgmålet om fagets identitetskrise. Palle Wang
brød ind her og fortalte, at den diskussion har
fået kronisk karakter i specialet, hvor man for
30 år siden diskuterede præcis det samme. Men
så kroniske kriser kan næppe fastholdes som kri-
ser. Det synes altså mere at være en permanent
tilstand, som specialet lever med og faktisk har
gjort med succes i rigtig mange år. Klinisk bio-
kemi bør derfor ikke kun rekruttere nye kolleger
gennem markedsføring af specialet hos studerende
og nyuddannede læger. Istedet bør vi formentlig
fokusere på de mekanismer, der førte os selv ind
specialet. For de flestes vedkommende var et til-
valg med udgangspunkt i forskning. Desuden må
imponator-effekten
tages med her, alt den stund
at succesfulde forskningsprofiler i specialet har
virket som væsentlige trækplastre. Den effekt skal
vi fastholde i fremtiden.
En andet vigtigt aspekt ved vores rolle som pro-
fessionelle folk i klinisk biokemi er vores visioner.
Per Simonson holdt middagstalen lørdag aften (vi
fik laks), hvor især lederes visioner blev sat på
dagsordenen. Ledere i klinisk biokemi må have
tydelige og klare visioner for hele laboratoriets
fremtid, da det bidrager til identitet og tryghed
for de yngre i specialet. Vi talte senere løst og fast
om emnet, og med lidt hjælp fra GT (Gin & Tonic)
fik vi også berørt mere følsomme forhold omkring
lederskifte, f.eks. når en ”gigant” går fra og ny træ-
der til. Det er en særlig følsom fase, hvor visioner
måske allermest skal gøre deres til at holde på alle
talenterne uden at de løber af med selvudslettelse
og forringelse for alle. Hvad ens visioner skal byg-
ges op omkring, fik vi ikke diskuteret yderligere,
