Klinisk Biokemi i Norden · 3 2018
| 13
Figur 1.
En tegning af proANP – fra translation til hormon. Spørgsmålstegnene indikerer, at vi endnu ikke har mekanistisk
forståelse for modningsprocessen for homodimere former. Tegningen er i streg fra kemiker Jakob Albrethsen.
(18). ProBNP, tidligere ofte kaldet NT-proBNP, er den
mest anvendte metode i Europa, hvor den nu er sat
op på flere af de store maskiner. Det skal i sammen-
hængen bemærkes, at ideen med at måle proformer
i stedet for de bioaktive natriuretiske peptider kom
fra en Nordmand, Christian Hall ved Rikshospitalet
i Olso. Men også BNP kan i dag måles med en række
kommercielle – og klinisk relevante – metoder. For
laboratorierne er der altså flere muligheder med deraf
følgende krav til at sikre, at klinikeren forstår, hvilken
analyse og dens enheder, der anvendes. Jeg har et utal
af gange set forvekslinger mellem metoder og deres
cut-off værdier, hvilket må siges at udgøre en fare for
forkert klinisk tolkning.
En enkelt laboratoriesag bør nævnes omkring de
forskellige automatiserede metoder. De kommer med
kalibratorer, som altid er anderledes end det stof, som
forekommer i patienter. For den dominerende metode
fra Roche er metoden kalibreret med et proBNP
1-76
fragment. Men det fragment forekommer næppe i
patienter, hvor der overvejende findes glykosyleret
peptid og ofte som intakt prohormon. For BNP
analysen er der tale om BNP
1-32
som kalibrator, men
som nævnt ovenfor er det cirkulerende BNP oftest
BNP
3-32
. Og det giver lidt problemer i hverdagen.
For mange klinikere ønsker omregningsfaktorer fra
enhed til enhed, hvor det amerikanske marked (og
deres publicerede studier) primært foretrækker masse
