14 |
Klinisk Biokemi i Norden · 3 2018
Forfatter (til venstre) og professor Mark Richards fra New Zealand: Professor Richards opfandt udtrykket ”Cardiovascular
Endocrinology” i 1996. Billedet er fra ESC kongres i Wien, maj 2018. Bemærk fotografens skygge; det er nyudnævnt professor
i hjertesvigt, Finn Gustafsson. I baggrunden ses Karlskirchen umiddelbart før opførelse af Mozarts requiem.
over volumen. I Europa er vi mere tro mod de molære
enheder. Men da allerede kalibreringen er skæv, og
med de mange forskellige former som funktion af syg-
domsgrad, bliver en omregningsfaktor meget skæv.
Man kan gå linen ud og sige, at omregning faktisk
ikke giver molekylær mening og bør frarådes.
Fremtiden er nu
I dag er måling af natriuretiske peptider en fast del af
hjertesvigtsdiagnostik. Det er simpelt hen ”the gold
standard”, og ethvert nyt biomarkør-studie indenfor
hjertesvigt bør ikke publiceres uden at have det med.
Aktuelle originalarbejder slår løbende fast, at ingen
potentiel ny markør når natriuretiske peptider til
sokkeholderne (19). Så langt, så godt: Ganske enkelt.
Men fremtiden for natriuretiske peptider ser fortsat
interessant ud. Som biomarkør flytter feltet sig til de
tidligere stadier af hjertesvigt – og endda til patienter
uden hjertesvigt (20). Før var fokus solidt rettet mod
venstre ventrikel systolisk dysfunktion, i dag rettes
markøren mere mod normal systolisk funktion og
hjertesvigt (HFpEF). Diabetesepidemien gør sig også
gældende her, hvor diastolisk dysfunktion er en tidlig
manifestation – og forudgår ofte det egentlige pum-
pesvigt. Feltet er endnu i den tidlige fase, herunder
ved vi ikke, hvilken type medicin der skal prøves
i den forbindelse. Men det er givet, at de næste 10
år vil være rettet mod denne type hjertesygdom og
dens diagnose.
Et andet aspekt er behandling rettet mod natriure-
tiske peptider. Peptiderne selv er faktisk lægemidler,
men indtil videre synes de for potente (21). I stedet
har man fulgt op på en gammel tanke om hæmning
af nedbrydning af natriuretiske peptider, tidligere gik
lægemidlet under navnet Omapatrilat. Det var dog
med for mange bivirkninger og blev hurtigt trukket
tilbage (22). I dag er man lykkedes med at kombinere
en såkaldt neprilysinhæmmer med en angiotensin II
