18
| 1 | 2011
Klinisk Biokemi i Norden
Anvendelse af Hemoglobin A1c til screening og
diagnostik af diabetes type 2
Ivan Brandslund
Klinisk Biokemi, Sygehus Lillebælt – Vejle Sygehus
Screening og diagnostik af dia-
betes type 2, og i øvrigt også
diabetes type 1, udføres tradi-
tionelt ved måling af glukose i
blodet. Ved den sidste revision
af de danske retningslinjer (1)
blev der indført bestemmelse
af glukose i plasma i stedet og
de diagnostiske kriterier blev
ændret, dels for at afspejle de forskelle der er mellem
blod og plasma, men også for at sænke cut-off-græn-
sen som følge af ny viden om referenceintervaller.
Mens brugen af glukose til diagnostik af diabetes
type 1 er uproblematisk, dels på grund af de symp-
tomer, der er karakteristiske for type 1 diabetes, dels
på grund af de meget høje værdier af glukose, der
findes ved type 1 diabetes, så er måling af glukose i
plasma ikke optimal for diagnostik af diabetes type
2.
Det skyldes, at der er ret stor biologisk variation af
glukoseværdien over tid i den enkelte patient, fordi
den er afhængig af såvel fysisk aktivitet i de forudgå-
ende 24 timer som af fødeindtagelse i de forudgående
8-12
timer. Prøven skal derfor tages fastende, hvilket
besværliggør såvel screening som diagnostik (2).
Desuden er glukose i en prøve ustabil over tid,
hvorfor den skal behandles specielt eller analysen skal
udføres hurtigt. Derudover stiller den diagnostiske
brug af analysen høje krav til analysekvaliteten – krav
som kun større eller specielle instrumenter kan hono-
rere (2,3,4).
Fastlæggelse af diagnostiske grænser
Traditionelt fastlægges et referenceinterval ved at
undersøge et tilstrækkeligt antal – min. 120 – raske
personer og ud herfra fastlægges 97,5 % øverste
normalområde, som så tjener som grænse for at
stille diagnosen diabetes, eller man ser på en grafisk
præsentation, om der skulle være en naturlig grup-
pering med to overlappende fordelinger og dermed
en naturlig grænse. Det er ikke tilfældet ved diabe-
tes type 2. I 1997 gik man bort fra dette princip og
undersøgte i stedet hvilke fastende plasmaglukose
koncentrationer, der øgede risikoen for sen-diabe-
tiske komplikationer i form af retinopati og nefropati.
Disse undersøgelser førte til, at grænsen 7,0 mmol/l
for fastende plasmaglukose blev fastlagt (5).
Sammenhæng mellem fastende plasmaglukose,
HbA1c og 2 timers værdien ved glukosebelast-
ning oralt.
Disse undersøgelser viste imidlertid meget stor overens-
stemmelse mellem diskriminationsværdier for fastende
plasmaglukose, 2 timers plasmaglukose efter glukose-
belastning og HbA1c.
American Diabetes Association nedsatte en inter-
national ekspertkomité for at undersøge fordele ved
at anvende HbA1c til diagnosen af diabetes. Komi-
teens rapport kom i ”Diabetes Care” no. 7, juli 2009
(6),
hvor konklusionen var, at HbA1c, som regist-
rerer de sidste 2-3 måneders gennemsnitsværdier
for glukose i blodet, ville være en bedre markør for
sukkersyge. Blandt andet viste studierne en stærkere
korrelation mellem HbA1c-niveau og retinopati end
der var mellem fastende plasmaglukose resultater og
retinopati. Ligeledes havde de store studier DCCT og
UKPDS i henholdsvis type 1 og type 2 diabetes vist
tæt sammenhæng mellem HbA1c-koncentrationer
og udvikling af sen-diabetiske komplikationer (7,8).
Disse sammenhænge har så siden været brugt til at
fastsætte mål for kvaliteten af diabetesbehandlingen.
For at undgå komplikationer skal HbA1c koncentra-
tionen være under 7,0 % (IFCC 53 mmol/mol).
Grunden til, at man ikke tidligere anbefalede
HbA1c, var imidlertid, at der stadig var problemer
med standardiseringen af metoderne og kvalitets-
sikringen samt kvalitetskravene. Laboratorierne var
