![]()
22
| 2 | 2006
Klinisk Biokemi i Norden
23
| 2 | 2006
Klinisk Biokemi i Norden
Biochimica Clinica - quo vadimus?
(Fortsætter side 24)
Mogens Hørder er uddannet læge
fra Aarhus Universitet i 1966.
Sin kliniske uddannelse gennem-
førte han i Aarhus og Odense
frem mod speciallægeanerken-
delse i 1974. Parallelt hermed
gennemførte han en forskerud-
dannelse i Aarhus og USA, hvil-
ket resulterede i bl.a. disputatsen
fra 1974 ”Pyrophospatase acti-
vity of Alkaline Phosphatases” - et grundvidens-
kabeligt enzymkinetisk arbejde, der i dag indgår i
forståelsen af behandling af osteoporose.
Fra 1978 til 2001 har Mogens Hørder været
ledende overlæge på Odense Universitetshospital,
hvor den oprindelige klinisk kemiske afdeling blev
udviklet til at omfatte specialerne klinisk genetik og
klinisk farmakologi, som sammen med det oprinde-
lige speciale klinisk biokemi i dag danner basis for
molekylær medicin ved hospitalet.
Fra 1981 til 2005 var Mogens Hørder til�-
lige klinisk professor i klinisk biokemi ved Odense/
Syddansk Universitet.
Hans forskning har i samarbejde med cardiologer
især været fokuseret på enzymdiagnostik af myokar-
dieiskæmi og forebyggelse af hjertesygdom gennem
tidlig opsporing af bærere af familiær hyperkoles-
terolæmi
Han var sammen med kolleger fra almen medicin
tidligt i 1980erne pioner i indførelse af kvalitets
sikring af laboratorieundersøgelser i almen praksis.
Mogens Hørder har varetaget en lang række
organisatoriske og faglige tillidsposter: formand for
den skandinaviske enzymkomite, formand for IFFC
expert panel on Enzymes, formand for NORDKEM
- samt en række poster i ministerielle udvalg vedrø-
rende forskning og uddannelse
I perioden fra 1989 til 2005 har Mogens Hørder
været valgt dekan ved det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet, Syddansk Universitet - en periode med en
markant vækst i såvel forskning som uddannelse ved
fakultet, som er det ene af tre danske sundhedsvi-
denskabelige fakulteter.
Fra 2005 er Mogens Hørder blevet ansat som
dekan ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved
Syddansk Universitet som led i indførelsen af en ny
universitetslov i Danmark. Han er samtidig medlem
af det Strategiske Forskningsråds bestyrelse samt
flere udvalg under såvel Videnskabsministeriet og en
række fondsbestyrelser.
Mogens Hørder er i dag centralt placeret i udform-
ning af forsknings-og uddannelsespolitik inden for
sundhedsområdet på nationalt plan i Danmark - en
position, der ikke mindst kan tilskrives mange års
virke med afsæt i klinisk biokemi som en bred og
forskningsbaseret disciplin.
Lorenz Eldjarn (fra 1959 professor i klinisk kemi
ved Rigshospitalet i Oslo) holdt sent i sin karriere en
forelæsning om klinisk kemis fremtid. Han indledte
med at fastslå, at man som yngre og midaldrende
aktivt bidrager til fagets aktuelle udvikling, senere
publicerer man om fagets historie og endeligt bliver
man bedt om at give et bud på fagets fremtid.
Den situation har redaktionen sat mig i - og når
jeg har takket ja er det fordi jeg efter mere end 40
års kontakt med faget trods alt kan se ud over et
varieret og spændende landskab - og aner nogle
konturer i horisonten.
Jeg vil trække nogle værdier frem, som er forank-
ret i faget klinisk biokemi, og som efter min bedste
mening bør fastholdes og videreudvikles.
Disse værdier kan arbitrært opdeles i fire områder:
1. om teknisk analytisk ekspertise
2. om diagnostisk validitet,
3. om vidensdatabanker
4. om biologiske systemer.
Klinisk biokemi har altid været karakteriseret ved
at inddrage nyeste tekniske målesystemer til klinisk
anvendelse, f.eks. isotopbaserede, enzymatiske og
immunbaserede metoder, spektrometri, microarray
– og - som et seneste eksempel - proteomanalyse.
Forudsætningen for den kliniske anvendelse har
været en målrettet opmærksomhed på kvalitets-
sikring og dokumentation, som omfatter såvel den
tekniske kvalitetssikring som en eentydig nomen-
klatur. I dag ser man de samme problemstillinger
dukke op i en lang række andre specialer langt ind
i de rent kliniske specialer. Som klinisk biokemiker
opleves det ofte som et ”déjà vu”. Mange pro-
blemstillinger er allerede godt gennemarbejdet, og
der er publiceret om de fundamentale problemstil-
linger inden for kvalitetssikring. Kliniske biokemi-
keres fornemme – og internationale indsats inden
for både nomenklatur, kvalitetssystemforståelse og
dokumentation er klassikere inden for kvalitetslit-
teraturen i dag og absolut ikke historie.
Men den tekniske kvalitet bliver kun interessant,
hvis den kobles med afdækning af biologisk varia-
tion – og i en klinisk sammenhæng. Her har klinisk
biokemi også været tidligt ude med afdækning af
biologisk variation, referenceintervalproblematik
mv. Men det er på området diagnostisk validitet den
kliniske betydning synliggøres. Kliniske biokemike-
re har bidraget afgørende til den klinisk epidemiolo-
giske udvikling omkring diagnostisk validitet. Mens
klinikere især har beskæftiget sig med behandlings-
effektivitet, er det især fra klinisk biokemisk side, at
der er kommet bidrag til diagnostisk validitet. Det
drejer sig både om værdien af diagnostiske tests og
om validiteten af monitorering over længere tid. På
dette område foreligger nu en omfattende litteratur,
hvoraf en stor del har rod i klinisk biokemi. Denne
viden indtager en central placering i udviklingen af
evidensbaseret medicin, idet testning er indgang til
de fleste kliniske problemstillinger.
Udover denne generelle viden og forståelse bidra-
ger klinisk biokemi inden for de enkelte sygdoms-
områder med en betydelig viden om markørers
aktuelle diagnostiske betydning. Kliniske biokemi-
kere bør fremover beherske den viden, der foreligger
om validitet af diagnostisk test. Denne viden danner
Værdier
Mogens Hørder, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.
E-post: mhorder@health.sdu .dk
Fynbos, Sydafrika. Foto: Palle Wang
