16 |
Klinisk Biokemi i Norden · 2 2019
Standardisering af assays for 25-hydroxyvitamin D;
hvor er vi nu?
Niklas Rye Jørgensen, Lise Nørkjær Bjerg
Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet Glostrup, København
Vitamin D
Vitamin D er et hormon, som har en lang række
funktioner i den humane organisme. Mest velkendt
er det, at vitamin D er vigtig for normal calciumme-
tabolisme og knogleopbygning/-omsætning, hvor det
har betydning for både optagelse af calcium i tarmen
og for mineralisering af det nydannede knoglevæv.
Allerede i starten af 1822 beskrev den polske læge,
Jedrzej Sniadecki, en tilstand med knoglesmerter og
skeletdeformiteter hos børn, som boede i Warszawa.
Sygdommen er den, vi kender som rakitis (engelsk
syge). Dr. Sniadecki beskrev endvidere, at børn, som
boede udenfor byen, ikke udviklede sygdommen.
Han konkluderede, at det var mangel på sollys, som
forårsagede denne tilstand. I 1890 undersøgte den
engelske læge, dr. T. A. Palm hvilke faktorer, der
kunne være årsag til rakitis, og han konkluderede, at
det altid opstod hos børn, sommanglede eksposition
for sollys. Derfor foreslog han, at patienterne skulle
ordineres systematisk solbadning til behandling af
tilstanden. I midten af 1800-tallet brugte en fransk
læge, dr. Bretonneau, torskeleverolie til at behandle
et akut tilfælde af rakitis hos et 15-måneder gammelt
barn. Dr. Bretonneau var for øvrigt også en moderne
videnskabsmand, som udover ovenstående bedrift
identificerede tyfus og difteri.
Det var dog først, da rakitis udviklede sig som
en epidemi i Nordeuropa og i det nordøstlige USA
omkring år 1900, og den engelske læge Mellanby
i 1918 med succes begyndte at behandle rakitiske
beaglehvalpe med torskeleverolie, at den videnska-
belige verden for alvor fik øjnene op for rakitis som
en ernæringsrelateret sygdom. Dr. Mellanby foreslog,
at torskeleverolien indeholdt en ”antirakitisk faktor”,
som senere blev identificeret som vitamin D.
Som det fremgår ovenfor, er de vigtigste kilder til
vitamin D sollys og kosten [1]. Vitamin D syntetiseres
i huden ved udsættelse for sollys, men i de nordiske
lande er mængden af sollys fra oktober til marts ikke
sufficient til at give adækvate vitamin D niveauer.
Der er således en stor årstidsvariation i vitamin D
niveauerne med de laveste niveauer af vitamin D i
blodet i de sene vintermåneder med en prævalens
omkring 80% [2]. Om sommeren er niveauerne dog
højere, men også her er der en relativt høj prævalens
af vitamin D mangel, hvor op imod 30% har vita-
min D mangel i slutningen af sommeren [2]. I takt
med at der de senere år har været mere fokus på at
indtage sufficiente mængder vitamin D fra kosten
og fra kosttilskud, ser det nu ud til at prævalensen af
vitamin D mangel er faldende [3]. Den største kilde
til vitamin D fra kosten er indtagelse af fede fisk
(laks, sild og makrel), mens visse typer svampe, der
også indeholder relativt store mængder af vitamin
D, nok er en mindre betydende kilde til vitaminet i
de nordiske lande.
Måling af vitamin D
Vitamin D eksisterer i to isoformer, vitamin D
2
og
vitamin D
3
. Det er primært vitamin D
3
, man indta-
ger via kosten, hvis man ser bort fra indholdet af D
2
i visse typer svampe. Omvendt kan vitamin D tilskud
til fødevarer indeholde både vitamin D
2
og D
3
. Der
er store geografiske forskelle på, om det er D
2
eller
D
3
, der anvendes. Ligeledes kan kosttilskud også fås
som både D
2
og D
3
tilskud.
Vitamin D dannet i huden eller indtaget via kosten
er ikke direkte aktivt, men skal aktiveres gennem
en række hydroxyleringer. Vitamin D hydroxyleres
