![]()
10
| 1 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
at plasma koncentrationen af BNP og proBNP øges
som funktion af sværhedsgraden af hjertesvigt.
Derfor er BNP og proBNP koncentrationen per defi-
nition en prognostisk markør: Jo højere plasmakon-
centration, desto dårligere er prognosen. Men ingen
har endnu specifikt fokuseret på BNP og proBNP
som mulige positive markører indenfor sygdommen
hjertesvigt. En af de biologiske BNP effekter har
vist sig at være hæmning af hjertefibrose. Således
kan det tænkes, at en høj BNP ekspression og plas-
makoncentration kan være et fordelagtigt ”værn”
mod sygdomsprogression. Det vil altså sige, at en
gruppe patienter med en given hjertedysfunktion er
bedst tjent med at kunne mønstre et BNP respons.
Hvordan går det i modsætning hertil de patienter,
som har svært nedsat hjertefunktion og en lav BNP
koncentration i plasma? For at kunne undersøge en
sådan hypotese, må kliniske studier designes på en
helt anden måde.
Et andet interessant spørgsmål er den slående
mangel på natriurese hos hjertesvigtspatienter med
skyhøje plasmakoncentrationer af natriuretiske hor-
moner (4). Om end hjertesvigt medinddrager mange
organer, deriblandt nyrerne, er det bestemt ikke
klart hvorfor endogent ANP og BNP ikke stim-
ulerer den renale udskillelse af salt og vand. En
hjørnesten i medicinsk behandling af hjertesvigt
er jo diuretika. Og infusion af syntetisk BNP har
en udmærket natriuretisk effekt hos hjertesvigt-
patienter. En af forklaringerne kan være, at det
syge hjerte frisætter en højere fraktion af intakt
proBNP i stedet for modent BNP, og at proBNP
har en mindre natriuretisk virkning sammenlignet
med det modne hormon (samme historie gælder
selvfølgelig for ANP). I hvilken grad de forskellige
målemetoder medbestemmer proBNP er ikke klart
(spørg eventuelt fabrikanterne om dokumentation).
Og det bliver det nok først, når proBNP fremstilles
kemisk og testes med henblik på kryds-reaktivitet.
Indtil videre bør man dog være særligt opmærksom
på de patienter, hvor BNP og proBNP koncentra-
tionerne er meget forskellige. Det kan vel være, at
nogle patienters hjerteceller er bedre til at modne
proBNP end andres.
Endelig er der endnu ikke beskrevet selvstændige
sygdomme relateret til de natriuretiske peptider. De
fleste andre endokrine organer har en eller flere
tilstande karakteriseret med hypo- eller hyper-
funktion. Kan man derfor tænke sig, at der findes
tilstande med inadækvat ANP og BNP sekretion
fra hjertet? Eller en situation, hvor hjertet fungerer
normalt som pumpe men alligevel secernerer uhen-
sigtsmæssige store mængder natriuretisk peptid?
Det er rimeligt at have i tankerne, når man en dag
bliver ringet op af en kliniker som spørger, om
laboratoriet har målt forkert eller om der er byttet
om på prøverne.
Det vil formentlig endnu vise sig mange over-
raskende muligheder med det endokrine hjerte.
Der er endnu meget, som ikke er klarlagt. Og
laboratorielæger bør være med, når målingerne
ikke passer med det forventede. Særligt skal vi være
opmærksomme på, at jagten på beslutningsgrænser
ikke får os til at vade hen over de nye opdagelser.
For i virkeligheden er det svært at spå. Især om
fremtiden.
Referencer
1. Braunwald E, Harrison DC, Chidsey CA. The
heart as an endocrine organ. Am J Med
1864;36:1-4.
2. deBold AJ, Borenstein HB, Veress AT,
Sonnenberg H. A rapid and potent natri-
uretic response to intravenous injection of
atrial myocardial extracts in rats. Life Sci
1981;28:89-94.
3. Burnett JC Jr, Kao PC, Hu DC, Heser DW,
Heublein D, Granger JP, Opgenorth TJ, Reeder
GS. Atrial natriuretic peptide elevation in
congestive heart failure in the human. Science
1986;231:1145-7.
4. Gøtze JP. Biochemistry of proBNP-derived
peptides: The endocrine heart revisited. Clin
Chem 2004;50:1503-10.
(Fortsat fra side 9)
