![]()
8
| 1 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
Hjertets egne hormoner
Jens Peter Gøtze, Klinisk biokemisk afdeling, Rigshospitalet, København
E-post: jpg@dadlnet.dk
Det er let at spå. Især om for-
tiden. Når man læser de tidlige
arbejder indenfor eget interes-
sefelt, kan man få det indtryk, at
folk på udkig efter grønlangkål
i virkeligheden trampede rundt
i spinaten. Sådan er det i hvert
tilfælde med det endokrine hjerte.
Men lægger man sin bagklogskab
til side, er det både fascinerende og til tider frem-
synet læsning.
Et godt eksempel på visionære tanker er ned-
fældet i en ydmyg editorial fra 1964, hvor Eugene
Braunwald fremsatte en hypotese om hjertet som
et endokrint organ (1). Dengang var Dr. Braunwald
en ung mand med ”kun” 150 arbejder i porteføljen.
Hans spekulationer tog udgangspunkt i den tids
fysiologiske forsøg, hvor venøst hjerteblod fra
et isoleret, stimuleret hjerte syntes at indeholde
substans(er), som kunne påvirke et andet isoleret
hjerte. Hjertefolket var dog meget fikseret på, at
hjertet måtte frigive noradrenalin, som bedst kunne
forklare de observerede effekter. Men hjertet som
endokrint organ blev ikke en fortsat historie om
noradrenalin. Derimod viste et andet ”gammeldags”
forsøg, at ekstrakter af hjertevæv indeholdt en
natriuretisk substans (2). Substansen blev logisk
døbt atrial natriuretisk faktor (ANF), og da denne
faktor viste sig at være et peptid, blev F’et elegant
udskiftet med et P (ANP). Opdageren, Adolfo
deBold, fastholder sjovt nok stadig sin særlige ret til
at bruge det oprindelige F-navn: Selv IUPAC koder
og anden biokemisk kvalitet preller ganske af på
opdageren selv. Et strukturelt beslægtet peptid blev
senere identificeret i grisehjerne og givet navnet
brain natriuretisk peptid (BNP). Men udenfor det
centrale nervesystem er BNP primært udtrykt i hjer-
tet, og mange vælger i dag at skrive BNP som B-
type natriuretisk peptid. Således blev det fastslået,
at hjertet frigiver 2 natriuretiske hormoner.
At ens hjerte kan få en til at tisse førte dog ikke
til den senere enorme lægevidenskabelige interesse
for peptiderne. Derimod øges frisættelsen af ANP og
BNP til blodbanen drastisk ved sygdommen hjertes-
vigt. Og det kunne virkelig bruges til diagnostik!
Stadig i dag er der en intens forskningsaktivitet
hvad angår måling af natriuretiske peptider og
deres forstadier i plasma, og der udkommer næsten
dagligt nye arbejder med peptiderne i alle mulige
sammenhænge. Det er endda forventeligt, at hjerte-
peptider snart vil blive de hyppigst målte peptider i
hverdagens rutinediagnostik. Overordnet bekræfter
mange nye arbejder såmænd den originale observa-
tion: nemlig at plasmakoncentrationen stiger som
funktion af sværhedsgraden af hjertesvigt (3).
I dag er det mest moderne at interessere sig for
BNP og dets forstadier, hvilket ikke mindst skyldes
fremkomsten af automatiserede (og patenterede)
målemetoder. Menneskets BNP-gen koder for et 108
aminosyrer langt peptid, proBNP, som under nor-
male forhold overvejende er udtrykt i atriets myo-
cytter (Fig. 1). Men ved forskellige typer påvirkning
af ventriklerne (stræk, andre hormoner, inflamma-
tion, hypoksi) øges den ventrikulære ekspression.
Således flytter hovedkilden fra de små atrier til de
meget større ventrikler. Ventrikulære myocytter
adskiller sig dog på flere måder fra ”atriocytter”:
For eksempel indeholder normale ventrikulocyt-
ter ikke sekretoriske vesikler til peptidlagring og
modning. Det er derfor den almindelige opfattelse,
at ventrikulocytter frigiver peptiderne konstitutivt
(løbende), mens den atriale frigivelse foregår ved
en reguleret proces. Netop ved hjertesvigt synes
disse forhold dog mere komplekse, da ventrikulære
myocytter kan antage en fænotype ikke helt ulig
de normale atriocytter. For at komplicere tingene
yderligere, er den cellulære modning af proBNP
langt fra klarlagt. Enkelte arbejder har vist, at et
nyopdaget enzym, som er lokaliseret på ydersiden
af myocytternes cellemembran, kan spalte proBNP
til det bioaktive, C-terminale BNP-32 hormon samt
et komplementært N-terminalt fragment (Fig. 1).
Men da både modent ANP og BNP faktisk lagres
i de sekretoriske vesikler i atriocytterne (jævnfør
