Klinisk Biokemi i Norden · 2 2015
| 57
ser. ”Tro mig, jeg ved det. Jeg var engang med til en
blindsmagning.” Noget tøvende med at blande mig i
samtalen nævnte jeg dog asparges. ”Ja,” svarede kok-
ken. ”Asparges kan ses på urinen, men viser sig også i
den ejakulerede substans.”(2)
Biokemikere, der foruden at være nysgerrige også
sætter pris på god mad, har naturligvis forsøgt at
løse gåden. Der er to hypoteser: den første er, at der
er en mutation i det gen, der styrer produktionen af
den lugtende komponent, således at nogle personer
udskiller den og andre ikke. Den anden er, at alle
producerer stoffet, men at mennesker er forskellige i
deres evne til at opfatte lugten.
Der er i tidens løb blevet foreslået ikke mindre end
23 komponenter i urinen, som kunne være lugtstof-
fet, først og fremmest naturligvis svovlforbindelser
men også smørsyrederivater har været kandidater.
Det er jo ikke småting man kan finde i urin, når hele
det biokemiske armamentarium slippes løs. Ingen
af kandidaterne har dog været overbevisende. Der
er færre snuseforsøg og langt de fleste har anvendt
forsøgsopstillinger, som ikke er så intelligente. Et af
dem var en spørgeskemaundersøgelse blandt 103 unge
franske studerende, hvor de blev spurgt om de kunne
lugte noget i deres urin efter indtagelse af asparges.
Det kunne de alle sammen, hvoraf man måske kan
slutte, at de havde læst i hvert fald første bind af ”På
sporet af den tabte tid”.
Blandt 800 britiske statsborgere kunne 57 % ikke
lugte noget – jeg skal undlade at konkludere noget
på det. Andre undersøgere var lidt mere raffinerede,
idet de lod forsøgspersonerne lugte til andres urin
og sammenligne med destilleret vand. Her kunne
alle 328 israelske forsøgspersoner lugte noget sam-
men med 98 % af de kinesiske snusere, mens 5 af 15
amerikanere ikke lugtede noget som helst.
Marcia Levin Pelchat og medarbejdere har, om
ikke løst gåden, så hævet vores uvidenhed til et højere
niveau. Deres udgangspunkt var, at begge ovenstå-
ende hypoteser kunne være rigtige.
De udviklede derfor en såkaldt ”psycho-physical
method”, beskrevet i detaljer i (3), hvor de forsøgte
at eliminere så mange fejlkilder som muligt. Desu-
den gennemførte de en række molekylærgenetiske
undersøgelser af forsøgspersonerne.
Der deltog 38 mænd og kvinder i forsøgene. Kon-
klusionen var, at tre personer ud af de 37, som leve-
rede urin, ikke var i stand til at producere lugtstoffet
i tilstrækkelig mængde til at det kunne detekteres.
Der var variationer i styrken hos de øvrige personer,
men hos alle kunne den karakteristiske lugt erkendes.
Måling af koncentrationen var selvsagt udelukket.
31 personer deltog i lugtetesten og af dem kunne
to ikke detektere den karakteristiske lugt, men havde
normal lugtesans for andre teststoffer. Én person
kunne hverken producere eller lugte noget.
Den nedsatte evne til at lugte metabolitterne fra
asparges var relateret til en SNP tæt ved OR2M7
som er genet for en olfaktorisk receptor. Man kan
ikke teste om det er OM2R7 eller et nabogen, der er
ansvarlig for det manglende respons.
Således kan I nu oplyse deltagerne ved det næste
aspargesmåltid, hvis samtalen truer med at gå i stå.
Måske skal I spare på nogle af detaljerne afhængig af
selskabets sammensætning.
Referencer:
Proust M. Swanns verden 1. in:
På Sporet af Den
Tabte Tid.
Multivers 2009: 169-70.
Barnes J. Puls. Tiderne skifter 2014:196
Pelchat ML, Bykowski C, Duke FF and Reed DR.
Excretion and perception of a characteristic odor
in urine after asparagus ingestion: a psychophysi-
cal and genetic study. Chem. Senses 2011; 36: 9-17
