Klinisk Biokemi i Norden · 2 2015
| 19
Kløvningen af CD163 kan medieres af metallo-
proteasen TACE/ADAM-17, der bl.a. kan aktiveres
af lipopolysakkarid (LPS) (via Toll-like receptor-4).
ADAM17 medierer også kløvning af det membran-
bundne proTNF-α med frigivelse TNF-α til blodba-
nen. Der er derfor etableret en direkte sammenhæng
mellem frigivelse af de to molekyler fra makrofagen
(Figur 1C). sCD163 har dog en betydelig længere
halveringstid i plasma end TNF-α og er mere mak-
rofag-specifik, hvilket gør den til en bedre biomarkør
(11). En række andre stimuli, som fx oxidativt stress,
trombin, og stafylokokker, har også vist sig at mediere
shedding af sCD163, uden at mekanismerne er kendt
i detaljer (4).
Det cirkulerende sCD163 udgør næsten hele den
ekstracellulære del af CD163-molekylet, men det
har næsten fuldstændigt mistet evnen til binding
af haptoglobin/hæmoglobin-komplekser. Det store
aviditetstab skyldes sandsynligvis at haptoglobin/
hæmoglobin-komplekser har muligheder for mul-
tivalent binding til flere CD163-molekyler på mak-
rofag-overfladen (12). Til gengæld ser det ud til, at
sCD163 kan have en vigtig funktion i forbindelse med
bakterielle infektioner, hvor det fx er vist, at sCD163
via fibronektin kan binde stafylokokkus aureus og
dermed mediere en hurtigere clearance af bakterien
fra blodbanen (13).
sCD163 som biomarkør
Det er let at måle sCD163 med ELISA-teknik. En
række antistoffer og kommercielle kits er tilgæng-
elige, og herudover er proteinet stabilt og holdbart
ved frysning. Desværre er de forskellige kommercielle
assays på markedet endnu ikke CE-mærkede og ikke
standardiserede. Det betyder selvfølgelig, at det er
vanskeligt at sammenligne niveauer i patientgrupper
målt med forskellige kits. Vi anvender stadig i Aarhus
vores inhouse assay udviklet i 2002 (14), hvor det,
ved hjælp af nedfrosne kalibratorer og kontrolsera,
er lykkedes at opretholde et stabilt niveau gennem
årene med måling af >60.000 prøver.
Middelkoncentrationen hos raske individer ligger
mellem 1,5-1,7 mg/L med let stigende koncentration
med alderen (generelt 95 % referenceområde 0,7-
3,8 mg/L) målt i vores assay (4). Niveauet målt med
kommercielle kits ligger typisk på 40-50 % af disse
niveauer, men store variationer ses. Her er brug for en
gedigen klinisk biokemisk standardiserings-indsats.
På trods af den relativt store variation mellem raske
individer er variationen relativt lille intra-individuelt
(15), og mange har overraskende stabile niveauer
over årene.
Der er tiltagende erkendelse af makrofagers bety-
dende rolle i mange forskellige sygdomstilstande,
og det har betydet en stærkt stigende anvendelse
af sCD163 i kliniske studier. Der publiceres nu
>50 artikler om året, hvor sCD163 anvendes som
biomarkør ved et bredt udsnit af inflammatoriske
tilstande som fx RA, HIV, kronisk leversygdom og
sepsis.
Solubel CD163 – en dør på klem til klinikken
Meget høje koncentrationer af sCD163 ses ved det
sjældne
Hæmofagocytose syndrom
(hos børn mak-
rofag-aktiveringssyndrom MAS), hvor koncentra-
tionen kan nå over 100 mg/L (typisk >20 mg/L), og
niveauet falder parallelt med bedring i tilstanden (16).
Middelhøje værdier (5-10 mg/L) ses ved svær
sepsis
,
som ofte er præget af varierende grader af hæmofa-
gocytose (17). Flere uafhængige studier bekræfter, at
sCD163 har større prognostisk betydning end CRP,
og at sepsis-patienter med koncentrationer over 10
mg/L har 10 gange øget mortalitetsrisiko. Tilsvarende
høje niveauer som ved hæmofagocytosesyndrom ses
kun ved svær
akut leversygdom
(leversvigt, svær
hepatitis), hvor vedvarende niveauer > 20 mg/L er
et stærkt indicium på, at patienten ikke vil overleve
uden transplantation (9,18).
Den største del af kroppens makrofager er lokalise-
ret i leveren (Kupffer-celler), og det er sandsynligvis
årsagen til de relativt høje niveauer af sCD163, der
ses ved mere stabile kroniske leversygdomme som
fx levercirrhose. Kupffer-celle aktivering menes i
dag at spille en afgørende rolle for forløbet af flere
almindelige kroniske leversygdomme som kronisk
hepatitis B og C, non-alkoholisk steatohepatitis
(NASH) og levercirrhose. Helt nye resultater bekræf-
ter, at sCD163 markøren er særligt anvendelig ved
levercirrhose. Fx er der en klar sammenhæng mel-
lem koncentrationen af sCD163 og fibrosedannelse
i leveren med udvikling af portal hypertension (19).
Portal hypertension indebærer en stor risiko for
fatale komplikationer (som fx variceblødning), men
portal hypertension kan være svær at erkende hos
en patient med stabil levercirrhose. Nylige resultater
har vist, at forhøjet sCD163 hos disse patienter kan
anvendes som proxy til forudsigelse af sygdomsforløb
og komplikationer (20).
