28 |
Klinisk Biokemi i Norden · 1 2013
I gruppen var vi enige om, at vi ville kigge på hele
processen fra rekvisition til svar (figur 1), hvilket
indebar lav-praktiske beslutninger om IUPAC-koder
og navne på analyserne (rekvisition), udarbejdelse
af ensartede retningslinjer for håndtering, detektion,
kvantitering, typebestemmelse og tolkning (analyse),
og herudover harmonisering af svartekster og kom-
mentarer (svar).
Hvor galt stod det til i Danmark??
Forud for udarbejdelse af den danske retningslinje
foranstaltede vi en rundsending af serum- og urin
prøver indsamlet i Vejle (Erik Lund) og Odense (Lise
Petersen), med det formål at undersøge variationer
mellem de danske laboratorier med hensyn til detek-
tion, typebestemmelse og kvantitering af både serum
og urin M-komponenter. Sammen med prøverne
udsendte vi et spørgeskema, der havde til formål at
kortlægge forskelle i laboratoriernes håndtering af
prøvematerialet, tolkningsregler og svarformater.
Undersøgelsen viste – til nogen overraskelse – at
de danske laboratorier generelt giver meget ensartede
resultater mht. detektion, typebestemmelse og kvan-
titering af serum M-komponenter. Ensartetheden let-
tes ganske givet af, at alle laboratorier enten anvender
Sebia® agarose-elektroforese udstyr eller kapillær-
elektroforeseudstyr - altså udstyr/metoder fra samme
leverandør. Billedet var det samme for detektion og
typebestemmelse af urin M-komponenter, hvori-
mod rundsendingen viste, at kvantiteringen af urin
M-komponent er underlagt meget store forskelle p.g.a.
forskellige metoder og forskellige svarformater. Ved
sammenligning af de forskellige laboratoriers svar på
de rundsendte spørgeskemaer blev det tillige tydeligt,
at der er store lokale forskelle i, 1) hvilket prøvemateri-
ale der accepteres til urin M-komponent undersøgelse
(spot, døgn- og/eller morgenurin), 2) hvilken metode
der anvendes til kvantitering af M-komponenter, der
ligger i beta-fraktionen, 3) hvordan man håndterer
biklonalitet, 4) hvilken detektionsgrænse der anven-
des, 5) hvilke kliniske/tekniske kommentarer der kan
følge med svaret og 6) hvordan svaret udformes, især
urinsvar.
Konklusionen på rundsendingen blev, at det var
nødvendigt at harmonisere regler for håndtering,
tolkning og svarafgivelse af M-komponenter, herunder
navnlig urin M-komponent analyserne.
Retningslinjen
I 2012 udkom rapporten, som i detaljer beskriver,
hvordan serum- og urin-prøver skal rekvireres og
undersøges, og hvordan svar skal afgives (1). Ved
Foto: Henrik Alfthan.
