44
| 3 | 2012
Klinisk Biokemi i Norden
Den vandrande vetenskapsmannen:
Potatophagus maximus og proteinminimum
Jakob Ramlau, Hirtshals, Danmark
jakob-ramlau@mail.dk
Anders Larssons humoristiske arti-
kel (1) om de ukendte helte blandt
forsøgspersoner og prøvetagere lok-
ker mig til at drage sløret fra hin ano-
nyme helt, som på et år spiste mere
end 10 trillebørfulde kartofler – for
præcis 100 år siden.
Jeg er født, opvokset og uddannet i
Danmark og kender derfor løven på kloen: forsøget må
hidrøre fra Hindhede´s arbejde for en vegetarisk, nøjsom
og anhedonistisk kost.
Hindhede er født 1862 i et nøjsomt landbrugsmiljø
nær Ringkøbing Fjord og bliver læge i 1888. Han interes-
serer sig for ernæringsspørgsmål og får ved indflydelses-
rige venners hjælp statsstøtte til at oprette ”Hindhede´s
Laboratoriumog Kontor for Ernæringsspørgsmål” i 1911
i lejede lokaler på Skt. Thomas Allé på Frederiksberg.
Hindhede ansætter straks gartner Frederik Madsen
som laboratoriekarl og forsøgsperson. Han er født 1885
og levede fra 1901 som vegetar. Hindhede berømmer
ham tit for stærk vilje og selvdisciplin, interesse og akku-
ratesse i laboratoriearbejde.
Hindhede beskriver sine forsøg ret agitatorisk i opmod
40
ikke-reviewede beretninger på dansk, men henviser
dog til egentlige artikler i den tyske fagpresse. Nogle af
disse afstedkommer heftig kritik fra professor Rubner i
Berlin, somanfægter Hindhede’s meget selektive citation
af Rubners arbejde.
Beretningen fra 1913 (2) og Hindhedes erindringer
(3)
beskriver kartoffeleksperimentet. Målet at finde
kvælstofbalance ved proteinminimum: det minimale
proteinindtag, der resulterer i lige meget N ud som ind.
Forsøget strækker sig over 341 dage med ~2,5 kg særligt
proteinfattige kartofler dagligt, suppleret med 112 g af
den billige margarine. Den bestod af oksetællens let
smeltelige fraktion og var ikke vitaminiseret.
Total-N i kosten bestemmes ved Kjeldahl-metoden,
som vel er kendt endnu. Kartoflernes ringe fiberind-
hold leder til defækation hver 4.-5. dag, hvad der letter
analysearbejdet. Fæces-N bestemmes på omhyggeligt
tørret, pulveriseret og blandet materiale, urin-N ligeledes.
Det tørrede materiale benyttedes også i kalorimetrisk
bestemmelse af kalorieindhold: en lille, presset tablet af
prøve forbrændes i en 220 mL kalorimeterbombe, fyldt
med oxygen ved 20 atmosfærer. Temperaturstigningen
måles med et Beckman-termometer, inddelt i 1/100 del
grader. Forbrændingsvarmen giver det totale kaloriend-
hold. Kaloriemængden fra protein udregnes fra total-N.
Her er fejlkilder: f.eks. indeholder phenylalanin flere
kalorier pr. g N end glycin. Fedtstof bestemmes gravime-
trisk i æterekstrakt af de tørrede prøver og omregnes til
forbrændingsvarme. Restforbrændingsvarmen tilskrives
så ”kulhydrat”.
Et grundlæggende problem er selvfølgeligt det endnu
manglende kendskab til essentielle aminosyrer.
Der findes N-ligevægt ved 3 g N / dag, svarende til
~20 gr protein. Rubner derimod anbefalede 120 g / dag.
Der rapporteres ikke om hemeralopi, men Hindhede
hævder senere at forsøget modbeviste ”vitamingalska-
ben”. Først margarineloven i 1937 indfører tilsætning af
Vitamin A.
Andre var mindre heldige. Oscar Bloch ved Rigshos-
pitalet beskriver xerophtalmien hos spædbørn på kost
uden smørfedt (4). Hans patienter redder synet ved
hurtig diætændring, andre institutionsbørn bliver blinde.
Hindhede understreger dog explicit at han ikke anbe-
faler denne ensidige kartoffelkost, hovedformålet er at
demonstrere proteinminimum på ~20 g protein / dag.
Hindhede synes at indgive en disputats til Universi-
tetet, baseret på kartoffelforsøgene. Han får professor
Henriques (som han tidligere er kommet på kant med)
og Bock sombedømmere og trækker den tilbage, da han
ikke forventer en fair bedømmelse. Henriques´s forsk-
ning i proteinbehov bygger på et noget andet approach:
intravenøs ernæring af forsøgsdyr med aminosyreblan-
dinger.
I 1914 begynder man at sammensætte en sagkyndig
gruppe til at vurdere Hindhedes arbejde og dets eventu-
