![]()
29
Klinisk Kjemi i Norden 3, 2002
delse med at mennesker begyndte at leve sammen
i større grupper og at holde dyr (fx kopper, tuber-
kulose, mæslinger og influenza). Der er også
undersøgelser, som peger på at APOE*4 bærere
kommer sig dårligere efter hovedtraumer end
mennesker med APOE 33, hvilket kan have haft
en væsentlig betydning i forhistorisk tid. Endelig
er der fremført den interessante hypotese, at
APOE*3 kan have fået en vigtig betydning i for-
bindelse med udviklingen af »grandmothering«
hos mennesker, dvs. det at bedstemødrene tager
sig børnene, når forældrene er ude og skaffe føde
(eller er døde). APOE*3 er forbundet med et min-
dre aldersbetinget tab af kognitive funktioner (og
det kan måske have være mere udpræget under
barske levevilkår), således at bedstemødre med
APOE*3 har været bedre til at sikre deres børne-
børns overlevelse.
Men hvorfor er APOE*4 så ikke helt forsvun-
det, men stadig et ret hyppigt allel i visse befolk-
ninger? Hvilke fordele kan APOE*4 bærere
have? Der er visse holdepunkter for, at de har en
bedre absorption af fedtstoffer fra tarmen, og det
er muligt at dette kan øge overlevelseschancerne
når der ikke er meget mad, eller når mængden og
kvaliteten er meget varierende. Det er fx påfal-
dende, at de højeste hyppigheder af APOE*4 fin-
des i befolkninger som er (eller indtil for nyligt
var) jægere og samlere, mens de laveste hyppig-
heder af APOE*4 findes i befolkningerne i de
ældste landbrugsområder (Mellemøsten og Syd-
europa, Sydøstasien og Mellemamerika; se også
nedenfor). Det er også muligt, at APOE*4 bærere
er mere robuste overfor visse infektionssyg-
domme), som kan have udbredte i oldtiden og sta-
dig er det visse steder (fx hepatitis). Endelig har
jeg en hypotese, som præsenteres i næste afsnit.
Hyppighederne af de tre APOE alleler i
Europa
Figur 1 viser, at der en påfaldende syd-til-nord
gradient af APOE*4 i Europa, med proportioner
af APOE*4 bærere stigende fra 10-15% i syd til
40-50% i nord. Hyppigheden af APOE*2 er mere
konstant, men dog lidt højere i Mellem-europa
end i syd og nord. Lignende gradienter ses for en
række andre genetiske polymorfier, og kan skyl-
des den migration af landbrugere fra Mellemøs-
ten, der begyndte for omkring 10.000 år siden, og
som først gik mod vest langs Middelhavets nord-
kyst, og siden nordpå i Europa. APOE*4 gradien-
ten kan således være opstået som en blandings-
gradient, hvis APOE*4 hyppigheden var lav i de
migrerende befolkninger af landbrugere, men høj
i de originale befolkninger i nord.
Jeg har spekuleret på, om der kan være en anden
forklaring, eller i hvert fald et forhold som kan
have bidraget til at vedligeholde APOE*4 gradi-
enten i mange tusind år: beskytter APOE*4
beskytter mod udvikling af vitamin D mangel?
Mekanismen kunne være relateret til en bedre
absorption af fedt fra tarmen, en bedre reabsorp-
tion af vitamin D i nyrerne (apoE og vitamin D
bindende protein binder til samme receptor i
nyrerne), eller måske en mere effektiv UVB-indu-
ceret produktion af vitamin D3.
Det er i denne sammenhæng interessant, at man
kan ane en lignende APOE*4 gradient i Japan, og
at APOE*4 hyppigheden er høj hos Inuit, og
meget høj hos mørkhudede folk (melanin reduce-
rer UVB absorptionen), og især hos de folk der
lever i tropiske skove, hvor der ikke er meget lys.
Hyppighederne af APOE allelerne andre
steder i verden
Figur 2 viser hyppighederne af de tre alleler i for-
skellige aboriginale befolkninger rundt omkring i
verden, og viser nogle interessante mønstre.
Figur 1. Proportionerne af APOE*2 og APOE*4
bærere, og af individer med APOE 33 genotypen i for-
skellige europæiske befolkninger, afbildet som funktio-
ner af breddegrad.
