12 |
Klinisk Biokemi i Norden · 3 2020
Forbedret rapportering af analyseresultater ved
hæmolyseret prøvemateriale
Implementering af anbefaling fra det Europæiske Forbund for
Klinisk Biokemi og Laboratoriemedicin (EFLM)
Rasmus Søgaard Hansen, Jesper Farup Revsholm, Maria Boysen Sandberg
Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi, Odense Universitetshospital, Odense, Danmark
Introduktion
Hæmolyse, nedbrydningen af røde blodlegemer, hvor
bl.a. hæmoglobin frigives, forekommer naturligt,
men kan også være forårsaget af patologiske proces-
ser (f.eks. infektion) og præanalytiske forhold (f.eks.
langvarig stase) (1, 2). Frigivne hæmoglobin-moleky-
ler medfører en farveændring af plasma/serum, som
kan detekteres visuelt samt kvantitativt. Til kvantita-
tiv detektion anvendes en spektrofotometrisk hæmo-
lyse-ikterus-lipidæmi (HIL) analyse, som findes på
mange analyseudstyr (3). Hæmolyse kan interferere
med analyser på forskellige måder: (A) Cellulær frigø-
relse, som ses når den målte komponent (f.eks. kalium
og laktatdehydrogenase (LDH)) frigives fra erytrocyt-
terne til plasma, hvilket kan resultere i falsk for højt
analyseresultat (3). (B) Spektralinterferens, når absor-
bansspektret af hæmoglobin og komponenter fra den
analytiske reaktion, der måles på, overlapper (f.eks.
bilirubin og gamma-glutamyltransferase (GGT)) (4,
5). (C) Enzymatisk eller proteolytisk reaktion med
analytten (f.eks. parathyroideahormon) (1, 2) eller
reagenserne til en analyse (f.eks. bilirubin og krea-
tinkinase (CK)) (3). Uanset mekanismen anvender de
fleste firmaer, der producerer test, anbefalingen EP07-
A2 fra Clinical Laboratory Standards Institute (CLSI)
(6), hvor interferens fra hæmolyse maksimalt må
påvirke genfindingen af initialværdien med ± 10 %
(H-indeks). Analyseresultater frigives i reglen ikke til
rekvirenten, hvis H-indekset overstiger denne grænse.
Prævalensen af betydende hæmolyse er vist at
være op til 3.3 % af alle rutine prøver (2), hvilket er
væsentligt højere end andre årsager til tilbageholdelse
af analyseresultater (7). Det høje antal analyseresul-
tater, som tilbageholdes på grund af hæmolyse, er
uhensigtsmæssigt af flere årsager. Blandt andet fordi
det medfører et dårligere grundlag at træffe beslut-
ninger på, især hos de sygeste patienter, som kan have
betydelig hæmolyse. I praksis vil prøven ofte blive
gentaget, hvilket fører til et øget antal prøvetagninger,
merarbejde på laboratoriet og forlængede svartider,
dog uden nogen garanti for at analyseresultatet kan
afgives af den grund (3).
Arbejdsgruppen for præanalyse (WG-PRE) under
det Europæiske Forbund for Klinisk Biokemi og
Laboratoriemedicin (EFLM) udgav i 2018 en artikel
om håndtering af hæmolyserede prøver (8). I denne
anbefales det, at analyseresultater med et H-indeks,
der er forbundet med en bias mellem den højest
tlladelige analytiske cut-off og den kritiske forskel,
tilknyttes en kommentar med et forbehold om, at
analyseresultatet kan være falsk for lavt / højt. Analy-
tisk cut-off udtrykker grænsen for, hvornår et resultat
er forbundet med en uacceptabel analytisk bias (8).
Kritisk forskel, også betegnet reference change value
(RCV), er et værktøj til vurdere, hvornår to analyse-
resultater er signifikant forskellige fra hinanden (9).
Formålet med dette projekt var at undersøge
muligheden for at implementere anbefalingerne
fra EFLM-artiklen (8) og herunder revurdere vores
nuværende analyseproducents grænser for hæmolyse
interferens for kritiske og særligt følsomme analyser.
