Klinisk Biokemi i Norden · 3 2013
| 49
Min underviser, Estefania, var en 26-årig mestizskøn-
hed, som var fuldkommen nådesløs. Mine fortvivlede
forsøg på at komme over på engelsk, som hun forstod
og talte udmærket, lod hende helt kold. Den første uge
talte jeg mere spansk end i de tre år på aftenskolen. To
timers undervisning hver morgen og min hjerne var
blæst. Hun udviste dog en vis forståelse ved at spørge
efter en time: ”Quieres café?” Det gjorde jeg. Og så var
der skriftlige opgaver bagefter.
Estefania havde en bachelorgrad i litteratur og en
kærlighed til især argentinsk lyrik. Da jeg fandt ud af
det, kunne jeg lokke hende væk fra verbers bøjninger
og konjunktivs betydning for det rette udtryk af følel-
ser på spansk til samtaler om litteratur og hverdagsliv
i Ecuador.
På hostalet var gæsterne en blandet flok. Der kom
grupper af unge piger, mest fra USA og Canada, hvis
velhavende forældre havde sendt dem på en tre måne-
ders dannelsesrejse til Sydamerika, overvåget af to
erfarne guider. Der var de faste beboere – Frieda, en
irsk pensioneret sygeplejerske, som nu underviste børn
i engelsk på en skole i et slumkvarter, Peter, der var
software engineer fra Los Angeles og som arbejdede i
en bank over nettet, Sylvia fra Berlin, der var ansat i et
rejsebureau i Quito og alle deres venner, der kom forbi.
Den mest flamboyante var Jonathan, en 23-årig fyr,
som var fra Quito og underviste på Friedas skole – og
Frieda med – i spansk. Jonathan havde langt, sort, krøllet
hår og gik i sorte stramme bukser og sort læderjakke.
Den første gang jeg traf ham underviste han os i syda-
merikansk høflighed, vistnok udløst af, at jeg kom ind
i fællesstuen, kiggede mig rundt og sagde ”Hi”. Man går
rundt til alle, præsenterer sig, giver hånd og spørger til
deres befindende. Og ikke som det amerikanske ”How
are you” som ikke indeholder den mindste interesse for
ens fysiske eller psykiske befindende.
Frieda kunne også forklare, hvorfor unge sydameri-
kanere var så dårlige til engelsk. De lærere på hendes
skole, der underviste i sproget, foretrak at tale spansk
med hende – deres engelsk var simpelthen for elendigt.
Værtinden på hostalet, Sra. Julia, havde en tendens til,
som Frieda sagde:” play games with money.” Hvis man
fx bor på et hostal fra mandag til lørdag ville vi regne
det for fem overnatninger, men Sra. Julia talte dagene
og så bliver det til seks. Det gik ellers fint at tale spansk
med hende, men i visse situationer blev det umuligt for
hende at forstå hvad jeg mente. Jeg endte med at betale
hvad hun forlangte – værelset kostede kun 13 US$/dag.
Hvad jeg fik ud af det? Jeg satte min hjerne på prøve
og fandt ud af, at jeg kunne lære spansk til husbehov
(med en masse fejl og kun meget begrænset anvendelse
af konjunktiv), jeg traf en masse sjove mennesker og
lærte et smukt og charmerende land og folk at kende.
Hvad cuy er? Det er marsvin (guinea pigs) som fås
grillet eller i en suppe. Det var en hovedret hos inkaerne
og indgår stadig i den daglige kost i Ecuador.
