4
| 2 | 2012
Klinisk Biokemi i Norden
(
Fortsætter side 6)
Status og perspektivering af speciallægeuddannelsen
i Danmark – nu med Klinisk Biokemi!
Linda Hilsted
Et af de mere vanskelige spørgsmål, man som special-
læge i Klinisk Biokemi kan blive stillet – ved middags-
selskaber af ens bordherre, eller af ortopædkirurgiske
kolleger, eller af ens børn - er: Hvad laver du egentlig??
For alle ved hvad en læge laver, men en biokemisk læge?
Hvad laver en læge, der ikke ser patienter?
Den uvidenhed hos andre (og måske usikkerhed
hos en selv?) er udbredt. Den er til stede i mange lag
af vores organisation, og den var bestemt også til stede
da speciallægekommissionen i Danmark i 2000 udgav
en betænkning, der beskrev bl.a. struktur og indhold
for den kommende speciallægeuddannelse.
Speciallægekommissionen valgte nemlig ved refor-
men i den lægelige videreuddannelse at implementere
den ”canadiske model”(1) med rollerne: Medicinsk
ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/adminis-
trator, Sundhedsfremmer, Akademiker og Professionel.
I den danske model er den generelle kompetence hos
en speciallæge defineret som: ”Evnen til at mestre en
flerhed af roller og egenskaber – lægefaglige teknik-
ker, pædagogik, ledelse, kommunikation, samarbejde
mv.” De 7 roller blev betragtet som ligeværdige i den
danske model.
Rollerne i den canadiske model blev i 2001 bil-
ledliggjort gennem ”blomsten”, som viser rollen som
medicinsk ekspert i midten, og de 6 andre roller som
kronblade. Den primære rolle var således ”medicinsk
ekspert” og de andre roller var støtteroller, alle roller
dog med betydelig overlapning.
Så langt, så godt. Men, da der skulle sættes ord på
rollernes indhold, gik det galt:
Kommunikatoren skulle: etablere optimal kontakt
til patienter og pårørende; indhente relevant anamnese
fra patienter/pårørende/andre; mestre relevant dialog
med patienter/pårørende og behandlerteam. Den pro-
fessionelle skulle: præstere høj kvalitet i behandling
med integritet, ærlighed og medfølelse. Akademikeren
skulle: kritisk vurdere medicinsk information, kritisk
vurdere lægelig praksis.
Med andre ord – beskrivelsen af rollerne favnede
ikke specialer som vort, men var helt fokuserede på
den ”klassiske” læge, med kittel og stetoskop.
Vores videnskabelige selskab forsøgte så at få lagt fx
forskningsrelaterede aktiviteter ind i rollerne – stort set
uden held. Sundhedsstyrelsen stod meget fast – og vi
måtte acceptere en slags marginalisering/usynlighed.
Mange af os valgte at tænke – so what, vi kan godt
finde ud af at uddanne/blive uddannet – uanset ord
