20 |
Klinisk Biokemi i Norden · 4 2015
Plasmaniveau af apolipoprotein E
og prædiktion af demens
Katrine L. Rasmussen og Ruth Frikke-Schmidt
Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, København
og
Alzheimers sygdom og andre former for demens er
ødelæggende neurodegenerative sygdomme, som
påvirker >35 millioner mennesker på verdensplan.
Den evidensbaserede prævalens er stigende, særligt i
lav- og middelindkomstlande, og der er på nuværende
tidspunkt ikke nogen tilgængelig kurativ behandling
for sygdommen
1-3
.
Apolipoprotein E (apoE) spiller en rolle ved såvel
udvikling af hjerte-kar-sygdom, neurodegenerative
sygdomme og ved immunoregulation
4
. ApoE ε4
allelet er den væsentligste genetiske risikofaktor for
sent indsættende Alzheimers sygdom, en association
som blev anerkendt i 1993, og som siden er valideret
globalt
5-10
. Ikke desto mindre er det stadig uklart,
hvorvidt plasmaniveauer af apoE bidrager med yder-
ligere risiko for Alzheimers sygdom og for demens
generelt. Klinisk anvendte biomarkører inkluderer
i dag analyser af cerebrospinalvæske og struktu-
relle billeddiagnostiske undersøgelser for amyloid
ophobning og neurodegeneration, mens der endnu
ikke er implementeret nogen plasma biomarkører. I
anbefalingerne fra arbejdsgruppen bag den danske
nationale kliniske retningslinje ved udredning af
mulig demenstilstand indgår CT- eller MR-scanning
samt en række rutineblodprøver for at identificere
komorbiditet, til at afdække mulige modificerbare
risikofaktorer for demens og differentialdiagnostisk
for at udelukke andre primære årsager til nedsat kog-
nitiv funktion
11
. Derudover kan det bl.a. overvejes at
foretage analyser af cerebrospinalvæske ved atypiske
symptomer eller ved fortsat mistanke om Alzheimers
sygdom, ligesom funktionelle billeddannelser især
anvendes ved tvivl om demensdiagnosen
11
.
ApoE produceres hovedsageligt i leveren, men
en stor andel syntetiseres også i hjernen, overve-
jende i astrocytter
4
. ApoE syntetiseret i astrocytter
er central for den cerebrale cholesterol metabolisme
og ved clearance af β-amyloid
5;12
. β-amyloid er det
toksiske peptid, som aggregerer i amyloide plaques i
hjernevæv, som sammen med ophobning af tau, er et
af de vigtige patologiske kendetegn ved Alzheimers
sygdom
1;5
. ApoE syntetiseret i hepatocytter er den
væsentligste kilde til apoE i plasma, og er involveret
ved binding, transport og metabolisme af plasma
lipider ved at fungere som en ligand for lipoprotein
receptorer
13
. I plasma indgår apoE i mange forskellige
lipoproteiner, mens apoE i hjernen som det primære
apolipoprotein indgår i HDL-lignende partikler
5;13;14
.
Humant apoE har tre isoformer: apoE2, apoE3 og
apoE4. Genetisk svarer disse isoformer til 3 hyppige
alleler, ε2, ε3 og ε4, som defineres af 2 single nuk-
leotid polymorfismer (SNP’er) i
APOE
, hvor disse
to SNP’er tilsammen udgør de seks hyppige
APOE
genotyper (ε22, ε32, ε42, ε33, ε43, ε44), hvor
ε
33 er
vildtypen, som mere end halvdelen af befolkningen
har. Receptoraffiniteten for apoE påvirkes af disse
to aminosyreudskiftende varianter (ε4: Cys112Arg,
ε2: Arg158Cys), og plasmaniveauer af apoE er stærkt
genetisk påvirket af denne variation med trinvise fald
i plasma apoE fra
ε
22 til
ε
32 til
ε
42 til
ε
33 til
ε
43 til
ε
44
13;15
. I modsætning til den velkendte effekt af det
receptor-defekte ε2 allel på plasmaniveauer af apoE
og andre lipider, lipoproteiner og apolipoproteiner, så
er den biologiske mekanisme, som ligger til grund for