4 |
Klinisk Biokemi i Norden · 3 2020
Leder: Laboratoriediagnostik i Coronaens tid
Linda Hilsted
Per Jørgensen, der er vicedirektør
på det hospital, hvor jeg arbejder,
har skrevet et fint (og provoke-
rende) indlæg om de erfaringer,
han som topleder har haft under
Coronaens første bølge i Danmark.
Jeg vil derfor henstille til, at den
ærede læser stopper læsningen af
min leder nu, og i stedet blader videre til side 8 og læser
hans artikel. Læseren KAN derefter overveje at blade
tilbage igen og fortsætte læsningen.
Jeg vil gerne fortælle, om de erfaringer, jeg har gjort
på en klinisk biokemisk afdeling, der måske har været
atypisk – måske ikke…Ud over de interne erfaringer,
vi klinisk biokemikere sikkert alle har haft, med dag-
lige, ind i mellemmodstridende centrale udmeldinger
om isolationsregler, brug af værnemidler eller ej, ret-
ningslinjer for test/isolation (eller ej) af vores medar-
bejdere, de generelle bekymringer i massevis fra vores
personale (Smitter vi de svage patienter? Bliver vi selv
smittede? Smitter vi hinanden?), individuelle vurde-
ringer om den enkelte bioanalytikers smitterisiko ved
prøvetagning hos patienter, der efterfølgende blev iso-
leret, og deraf følgende massive behov for målrettet og
gentagen daglig kommunikation og information, etc.
etc. - så væltede det også ind med ønsker om hjælp fra
alle sider. Massevis af kliniske forskningsprojekter, der
meget hurtigt kom i værk, med ønsker om oprettelse
af diverse ”blodprøvepakker”, hjælp til prøvetagning
og lokaler til SARS-CoV-2 screening af flere tusind
medarbejdere i regionen og mange, mange andre opga-
ver. Billedet, hvordan jeg i perioden opfattede Klinisk
Biokemi, er den godmodige Sankt Bernhardshund,
der stod klar og beredt til at redde nødstedte, klar til
udrykning med ankeret med cognac om halsen, og når
den hørte nogle råbe i det fjerne om hjælp, løb den af
sted. Nogle gange kunne den hjælpe, men indimellem
var problemet løst, når den kom frem, og nogle gange
fik den skældud, fordi den ikke havde det med, den der
råbte op i det fjerne, gerne ville have haft. Men den løb
ud hver evig eneste gang, og prøvede at gøre sit bedste.
For det var jo Klinisk
Mikrobiologi
der var i kryds-
ild – og ikke Klinisk Biokemi. Det var vi godt klar over.
Efter vi havde ligget vandret med alle mulige opgaver
i et par måneder, fik vi på min afdeling besked om, at
nu blev der også brug for Klinisk Biokemi (!). Der var
behov for bemanding til podetelte (både hospitalsper-
sonale og befolkning), til analysearbejde hos mikrobio-
logerne, og måske også opsætning af mikrobiologiske
analyser i vores vagtlaboratorium.
Hvordan gik det så? På hospitalet var der en god
korpsånd på tværs af afdelingerne, på tværs af perso-
nalegrupper i afdelingen og et meget fint samarbejde
med mikrobiologisk afdeling. Dels meldte mange af
vores læger sig til at arbejde i det varslede Corona-
afsnit, og dels stillede mange sig til rådighed til arbejdet
i podeteltene. Mht. arbejdet med podningsprøverne
hos mikrobiologerne var det begrænset, hvor mange
medarbejdere, vi kunne undvære, men også her var
der villighed til at hjælpe. De 2 afdelinger har gen-
nem et års tid, på initiativ af vores ledelse, arbejdet
tættere sammen, lært hinanden at kende, og har fået
indsigt i at samarbejdet kan fungere yderst frugtbart,
uden at nogen ”tager” fra de andre. Vi yder ikke råd-
givning om de mikrobiologiske analysesvar. Men vi
kan godt udføre en del af de klassisk mikrobiologiske
analyser bl.a. i vagtperioden, hvor mikrobiologerne,
i modsætning til os, ikke har vagtbemanding, Vi er
blevet oplært af mikrobiologerne til analysearbejdet,
de står for analysevejledninger m.v., vi leverer svarene
til dem, og de tager sig så af det videre inkl. dialogen
med klinikerne. Det har fungeret upåklageligt. Det
handler jo om at identificere, hvad der giver mening
at det enkelte speciale udfører, fordi lige den specifikke
opgave kræver en ekspertise, som kræver specifik fag-
lighed. Det handler bestemt også om at identificere,
hvad specialerne kan udføre i fællesskab, som det
passer bedst for den samlede organisation. Det er, som
Per Jørgensen skriver, en ledelsesopgave at sikre, at de
enkelte laboratorieafdelinger ikke udviser uhensigts-
mæssig territorial adfærd. Når den territoriale adfærd
udvises, skal det også søges afdækket, hvad årsagen er
– er det tradition/rygmarvsreaktion, er det økonomi,
eller? Der er ingen tvivl om at fysisk nærhed, fælles
apparatur m.v. er en vigtig forudsætning for det gode
samarbejde. Om dette ikke vil være tilstrækkeligt for
en hensigtsmæssig drift skal jeg ikke gøre mig klog på
her – men blot igen henvise til Per Jørgensens artikel.
