10 |
Klinisk Biokemi i Norden · 3 2020
velfungerende. Men nogen tid tager det, og det var
ikke uvæsentligt for de akutte patienter, som skulle
holdes isoleret indtil prøvesvaret forelå. Der opstod
derfor flere steder et ønske om, at den lokale klinisk
biokemiske afdeling skulle kunne opsætte analysen
på hospitaler uden mikrobiologi.
I forbindelse med optimeringen af svartiderne,
viste det sig overraskende svært at dokumentere
disse. Der var enighed om, at det mest relevante mål
var tiden fra prøven blev taget til svaret kunne tilgås.
I lang tid var det ikke muligt at registrere prøvetag-
ningstidspunktet. Det blev overvejet at anvende det
klinisk biokemiske laboratorieinformationssystem
til at registrere prøvetagningstidspunktet, men de
biokemiske og mikrobiologiske laboratorieinforma-
tionssystemer var for inkompatible i forhold til den
efterfølgende prøvehåndtering og svarafgivelse.
Opsamling
Selvom Covid-19 pandemien var en særdeles alvorlig
og ressourcekrævende udfordring for sundhedsvæ-
senet, så oplevede jeg, at mange af ledelserne ikke
udviste det helhedssyn, som situationen krævede.
Covid-19 diagnostikken blev håndteret som en kli-
nisk mikrobiologisk opgave med generelt meget lidt
hjælp fra de øvrige laboratoriemedicinske afdelinger.
Det er mit indtryk, at dette i stor udstrækning skyld-
tes territoriale hensyn. Selvom opgaven blev løst, så
havde et tættere og tillidsfuldt samarbejde mellem
klinisk mikrobiologi og de øvrige laboratoriemedi-
cinske specialer været en fordel.
Overvejelse
Kunne man have forventet et tættere samarbejde mel-
lem selvstændige afdelinger, som er i en vis indbyrdes
konkurrence i forhold til deres specialers opgaver og
identitet? Hvis ja, hvorfor skete det så ikke? Hvis nej,
bør man måske overveje at samle nogle af de labo-
ratoriemedicinske specialer i en og samme afdeling.
En sådan samlet afdeling ville formentligt have haft
lettere ved at håndtere døgnberedskab, præanalytisk
prøvehåndtering, og have haft flere ressourcer til at
udvikle alternative metoder på åbent apparatur.
Hvis en samling af nogle laboratoriespecialer i en
og samme afdeling er en god ide, bør man måske gå
endnu videre og ligefrem samle disse specialer. Man
kan vel med nogen ret påstå, at specialer som klinisk
mikrobiologi, klinisk biokemi, klinisk immunologi
og molekylærmedicinske laboratorier har en stor
fælles grundstamme bestående af fx: diagnostisk
ekspertise, evidensbaseret anvendelse af laborato-
riemedicin, viden om analyseprincipper og meto-
deudvikling, automatisering og apparaturforståelse,
prøvehåndtering og forsendelse, kvalitetssikring og
-udvikling, brug af laboratorieinformationssyste-
mer, udarbejdelse af patientinformation, forskning,
uddannelse og den kommende anvendelse af big data
og kunstig intelligens. Naturligvis er der også mange
specialespecifikke ekspertområder, men de kunne
formentlig tilgodeses ved en efterfølgende gren- eller
subspecialisering.
Afslutning
Den videnskabelige, teknologiske og samfundsmæs-
sige udvikling presser den eksisterende specialestruk-
tur. Man bør diskutere, om vi i fremtiden tilbyder
vores patienter den bedste laboratoriemedicinske
service ved at fortsætte den hidtidige subspecialise-
ring, eller om tiden er inde til at etablere nogle større
og stærkere laboratoriemedicinske afdelinger, hvor
både laboranter, bioanalytikere og speciallæger hver
for sig har en større fællesmængde i deres postgra-
duate uddannelse.
Litteraturhenvisninger
1. Jørgensen PE. Leadership and management
in clinical biochemistry. J Med Biochem 2017;
36:216-9.
2. Jørgensen PE. What is happening to laboratory
medicine in Denmark? Clin Chem Lab Med
2019;57:349-52.
Rigshospitalets Corona-podeklinik. Foto: Inge Troest.
