6 |
Klinisk Biokemi i Norden · 1 2019
ges i analyseproduktionen – og i hvilke muligheder
der er i den enkelte afdeling for at udføre forskning.
Det leder naturligt til overvejelser om, hvor vi kan
anvende de lægelige resurser bedst! Giver det højere
kvalitet i analysesvarene, at der er en lægefaglig all
round viden ind over? Giver det større arbejdsglæde
for lægerne, også de yngre, at have ekspertfunktio-
ner? Begrænser det tiden, der kan anvendes til forsk-
ning? Hvordan skal vi vægte de forskellige behov, set
med lægens, afdelingens og specialets øjne? Hvad er
det vi skal uddanne kommende kliniske biokemiske
speciallæger – herunder de kommende ledere - til?
Skal de være kernefaglige supereksperter, dygtige
forskere, IT/statistik/big-data-/eksperter med viden
om LEAN og økonomisk indsigt? Eller? Hvad skal
deres særlige kompetencer være i forhold til de øvrige
essentielle personalegrupper, bioanalytikerne og
kemikerne?
Der er ingen tvivl om, at klinikernes behov for
vore analyser gennem de seneste mange år har
været stigende, især mht. kortere svartider. Presset
på sektoren om høj produktivitet og kortest mulige
indlæggelsestider stiller stigende krav til os. Diagno-
stikken er mange steder blevet en flaskehals – hvilket
er overraskende, da vores speciale jo netop er gode
til driftsoptimering. Ser man på, hvad klinikerne
ønsker af os, kan det godt være noget med en særlig
analyse, de kunne tænke sig – men mest er det mere
af det, vi tilbyder (inkl. prøvetagning) – og hurtigere!
Og hvorfor er det blevet et problem. Er vi ikke kom-
petente nok? Hvor svært kan det være med al den
automatisering, der er tilgængelig? Forklaringerne er
ofte banale og trivielle. Udslidt apparatur, der ikke er
tidssvarende og fejlbehæftet. En prøvetransport, der
logistisk ikke er eller kan optimeres, et IT-system der
ikke understøtter arbejdsgangene, you name it. For-
klaringerne er mange. Men i en situation hvor resur-
serne er knappe, og formentlig tiltagende knappe, er
det vigtigt, at vi er med til at præge udviklingen. Intet
forløb uden klinisk biokemi, med de nødvendige,
korrekte og relevante analysesvar, leveret til tiden.
Der er masser af opgaver også for (special)lægerne
at tage fat på. Truslen er, set med mine øjne, at vi
som speciale lader os opsluge af driften. At vi ikke
hårdt prioriterer, at de kommende speciallæger skal
være trænet i specialets akademi – herunder at de er
aktive forskere. Det er vores opgave, som ledere og
uddannelsesansvarlige, at sikre at også de kommende
speciallæger fortsat kan udvikle faget. At lægerne
har en rolle, som adskiller sig fra bioanalytikernes
og kemikernes, ellers er de overflødige. Jeg er sikker
på, at dialogen om speciallægeuddannelsen og hvad
den skal indeholde, pågår i de enkelte lande, hvor
den naturligvis skal være præget af lokale forhold.
Og jeg ved - bl.a. fra kurset- at der er masser af fan-
tastiske unge læger, der har valgt vores speciale. Vi
har ansvaret for at uddanne dem til fremtiden. Og
de, der er afdelingsledere, har et medansvar for at
lægernes opgaver og efteruddannelse er relevante,
og driver afdelingerne OG specialet fremad. Det er
bestemt ikke nemt med det krydspres, vi er udsat for,
med stigende efterspørgsel på vore ydelser og faldende
resurser, men det skal prioriteres!
Foto: Henrik Alfthan.
