![]()
10
| 4 | 2010
Klinisk Biokemi i Norden
Sepsis er en væsentlig årsag til død hos inten-
sivpatienter (1,2). Bakterielle infektioner øger
mortaliteten i alle patientgrupper på inten-
sivafdelinger (ITA) fra 12,1 % hos ikke-infice-
rede, og op til 43,9% hos inficerede patienter
(3). Ydermere øges mortaliteten i væsentlig
grad, jo længere tid der går, inden relevant
antibiotisk behandling påbegyndes (4,5). I de
seneste ti år er vores viden om de patofysio-
logiske mekanismer hos den septiske patient
øget, og på baggrund af denne viden er nye
behandlingsstrategier blevet indført, fx imple-
mentering af guidelines fra Surviving Sepsis
kampagnen (6).
I behandlingen af infektioner hos intensiv-
patienter er det derfor afgørende med tid-
lig diagnosticering, identifikation og kontrol
af infektionskilde samt hurtig justering af
Infektionsbiomarkøren procalcitonin
til diagnose, prognose og behandlingsvejledning
hos intensivpatienter
Maria Egede Johansen
1
og Jens-Ulrik Stæhr Jensen
1, 2
1.
Copenhagen HIV Programme, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns
Universitet
2.
Klinisk mikrobiologisk afdeling 445, Københavns Universitetshospital, Hvidovre
behandlingen ud fra disse parametre. Bio-
markøren procalcitonin har været genstand
for en lang række kliniske og laboratorieori-
enterede studier gennem de seneste to årtier.
Begrænsninger i allerede etablerede infektions-
markører på intensivafdelingen
Brugen af etablerede inflammationsmarkører som
C-reaktivt protein (CRP) og leukocytter har vist sig at
have flere ulemper på intensivafdelingen. Det drejer
sig især om langsom kinetik både ved stigning og fald,
samt en langt fra perfekt sensitivitet og specificitet for
diagnosen sepsis (7,8). Med hensyn til CRP ved vi,
at intensivpatienter - uanset sygdommens sværheds-
grad - ofte har stigning af CRP til patologisk niveau
(9). For både CRP, leukocytter (”total” eller neutrofile
granulocytter) samt de nyligt opdagede
High mobility
group box-1 protein og Lipopolysaccharide Binding
Protein
har det vist sig, at der ikke er væsentlig forskel
i koncentrationen i blodet hos patienter med alvor-
lig infektion (bakteriæmi) og patienter med mildere
eller ingen infektion (non-bakteriæmi). Behandlings-
teamet på intensivafdelingen mangler derfor fortsat
en effektiv metode til at afgøre:
1) Hvornår en patient har en alvorlig bakteriel infek-
tion - og
2) hvornår der er behandlingssvigt, således at den
antimikrobielle behandling skal ændres (10).
Procalcitonin (PCT) har været foreslået som en
sepsismarkør til brug i diagnostik og behandling af
infektioner hos intensivpatienter (11).
