Klinisk Biokemi i Norden · 1 2020
| 7
Formandens spalte:
Samarbejde mellemmedicinsk personale og industrien
Henrik L. Jørgensen
Formand i NFKK
Samarbejdet mellem sundhedsper-
sonale og medicotekniske / medi-
cinal virksomheder er afgørende
for at udvikle ny teknologi og nye
lægemidler til at forbedre diagnos-
tik og behandling. Uden et sådant
samarbejde, hvor de sundhedspro-
fessionelles viden og erfaringer spil-
ler sammen med innovation og produktudvikling i
industrien, ville udviklingen af nyt medicinsk udstyr
og lægemidler gå i stå. Dette samarbejde er imidlertid
kommet under pres. I mange år foregik det uden den
store kontrol fra myndighedernes side. Der har derfor
været tilfælde, hvor industrien har været for gavmilde
givere og sundhedspersonale for ivrige modtagere af fx
betalte, luksuriøse rejser til fjerne destinationer, hvor det
faglige indhold har været yderst beskedent.
På trods heraf har størstedelen af samarbejdet været
lødigt og til gavn for alle parter både patienter, sund-
hedspersonale og industrien i form af kliniske afprøv-
ninger, sponsorering af kongresser, tilskud til kon-
gresdeltagelse, sponsorering af symposier og kurser
mm. Diskussionen omhvor meget sundhedspersonales
beslutninger bliver påvirket heraf står på i mange lande
og er meget kompliceret. Et faktum er imidlertid, at
mere en halvdelen af lægers efteruddannelse i Danmark
i mange år har været direkte eller indirekte finansieret
af industrien. I en tid, hvor Sundhedsvæsenet konstant
er økonomisk presset, vil det være vanskeligt at erstatte
dette biddrag med offentlige midler.
De uheldige sager, hvor samarbejdet har været for
tæt, har ført til opstramninger og til tider rigide regler i
mange lande. På flere konferencer i fxUSAmå udstillere
nu stort set intet udlevere til de deltagere, som besøger
deres stande – ikke engang kuglepenne! Jeg husker en
kongres i Berlin for nogle år siden, hvor en af udstillerne
havde en kaffebod med barista og det hele. Der hang et
skilt, hvor der stod, at hvis man arbejdede som læge i
en bestemt stat (jeg husker ikke hvilken) i USA – ja så
måtte man ikke tage imod en kop kaffe her!
Dette penduludsving til den helt modsatte side er
formentlig en medvirkende årsag til, at mange inter-
nationale kongresser oplever et faldende deltagerantal
i disse år. Dette er en uheldig udvikling, da meget ny
viden kommer med tilbage fra en kongres til gavn for
forskning og patientbehandling. I det personlige møde
med specialister fra andre lande opstår nye ideer og
netværk, som ville være vanskelige eller umulige at
skabe på anden vis.
Som en positiv effekt af debatten om relationerne
mellem sundhedspersonale og industrien, er der opstået
en større transparens, og de før omtalte luksusrejser
hører nu heldigvis fortiden til. I Danmark skal enh-
ver tilknytning til industrien således indberettes til
lægemiddelstyrelsen, som vedligeholder et offentligt
tilgængeligt register, hvori alle tilknytningerne for den
enkelte læge står opført.
Det handler naturligvis om at finde en passende
balance, men det er nok meget svært at lave et regelsæt,
som ikke vil blive udsat for kritik. Der vil altid være en
journalist på jagt efter den næste sensation eller andre,
som vil kunne pege fingre og sige, at den pågældende
læge er i lommen på et bestemt firma, selvom lægen
måske kun har holdt et foredrag på et symposium og
fået et honorar herfor. Dette har der desværre været
adskillige eksempler på.
Hvis vi ser på vores eget felt, er det svært at forestille
sig konferencer helt uden deltagelse af de firmaer, hvis
produkter vi alle benytter os af hver eneste dag. Der ville
helt klart mangle inspiration til forbedring og innova-
tion i vores laboratorier. Uden det økonomiske bidrag
fra udstillerne ville deltagergebyret endvidere skulle
øges betragteligt, hvilket nok ville afholde mange fra
at komme.
Historisk set har der i klinisk biokemi været et kon-
struktivt og fagligt samarbejde mellem laboratorierne
og industrien, somhar medvirket til udviklingen af nye
teknologier – tænk for eksempel på Poul Astrups meget
frugtbare samarbejde med Radiometer.
Jeg håber derfor, at det vil være muligt for os og vores
samarbejdspartnere i industrien at finde vej gennemde
mange nye regler og det omgivne samfunds skepsis, så
dette helt nødvendige samarbejde kan fortsætte.
