![]()
16
| 3 | 2004
Klinisk Biokemi i Norden
Vi ønskede at belyse det anførte
evidensniveau bag anbefalinger
om diagnostisk anvendelse af
klinisk biokemiske undersøgel-
ser i vigtige danske guidelines.
Med det formål gennemgik vi
de Klaringsrapporter, der var
udkommet i årene 1996-2001
(1). De fleste Klaringsrapporter
er skrevet af arbejdsgrupper fra forskellige lægevi-
denskabelige selskaber. De indeholder anbefalinger
vedrørende håndteringen af almindelige kliniske
problemstillinger og har karakter af nationale gui-
delines.
I perioden var der i alt udkommet 60 klaringsrap-
porter. Seks Klaringsrapporter, der ikke omhandlede
en klassisk klinisk problemstilling, blev ekskluderet.
De resterende 54 Klaringsrapporter blev gennem-
gået for at finde alle direkte anbefalinger om diag-
nostisk anvendelse af specifikke klinisk biokemiske
undersøgelser. Kun anbefalinger i forbindelse med
udredning af selve den sygdom, som klaringsrap-
porten handlede om, blev medtaget. Endvidere eks-
kluderede vi anbefalinger vedrørende biokemiske
undersøgelser, der selv udgør den diagnostiske
guldstandard. Det drejede sig f.eks. om glucose ved
diabetes, kolesterol og triglycerider ved dyslipidæmi
og koronarenzymer ved myokardieinfarkt.
Tyve af de 54 Klaringsrapporter indeholdt i alt
36 anbefalinger, der kunne inkluderes. For hver
anbefaling blev det registeret, om den blev støt-
tet af referencer. Hvis der var opgivet referencer,
blev de fremskaffet. Det anførte evidensniveau for
den anbefalede diagnostiske undersøgelses træfsik-
kerhed blev fastlagt ud fra de refererede studiers
metodologiske design. Det skete ud fra et evidens-
hierarki, der er let modificeret i forhold til Sacketts
et al.´s hierarki for studier af undersøgelsers diag-
nostiske træfsikkerhed, tabel 1 (2). Her er niveau 1
det højeste/bedste og niveau 5 det laveste/ringeste.
Hvis der ikke var anført nogen referencer, blev
anbefalingen betragtet som havende evidensniveau
5 (ekspertudsagn uden anført evidens). Hvis refe-
rencen var en almindelig oversigtsartikel eller en
anden klinisk vejledning, blev relevante referencer
herfra fremskaffet og vurderet. Hvis oversigtsarti-
klen udelukkende refererede til andre ikke-original-
artikler, blev evidensniveauet fastlagt som niveau
5. I de tilfælde, hvor anbefalingerne om diagnostisk
anvendelse af klinisk biokemi omfattede flere under-
søgelser, blev det samlede evidensniveau fastlagt ud
fra den undersøgelse, som havde det højeste niveau.
Denne fremgangsmåde, kombineret med at vi kun
medtog diagnostiske anbefalinger i forbindelse med
Klaringsrapporternes hovedemne, har tenderet til en
overvurdering af de anførte evidensniveauer.
Som det fremgår af tabel 1, blev langt størstedelen
af anbefalingerne enten slet ikke støttet af refe-
rencer eller støttet af metodologisk svage studier.
Det anførte evidensniveau for 78% af anbefalin-
gerne var det laveste i evidenshierarkiet, niveau
5. For en mere udførlig gennemgang af de inklu-
derede anbefalinger og deres respektive evidens-
niveauer henvises til reference 1. Det forhold, at
Klaringsrapporternes anbefalinger om diagnostisk
anvendelse af klinisk biokemiske undersøgelser
ikke blev støttet af gode referencer, betyder ikke at
anbefalingerne er forkerte. Men det svækker den
vægt man kan tillægge dem, og det gør det umu-
ligt for læseren at bedømme, hvilken diagnostisk
træfsikkerhed man kan forvente i sin egen kliniske
hverdag.
Der er formentlig flere grunde til, at så få af anbefa-
lingerne om diagnostisk anvendelse af klinisk bio-
Diagnostik: nye metodologiske initiativer - 2
Per E. Jørgensen
1
, Erik Magid
2
, Jonna Skov Madsen
3
, Jørgen Hilden
4
, Lone G.M.
Jørgensen
3
og Torben Bjerregaard Larsen
1
.
1
Afdeling KKA, Odense Universitetshospi-
tal;
2
Klinisk Biokemisk Afdeling, Amager Hospital;
3
Laboratoriecentret, Vejle Sygehus;
4
Biostatistisk Afdeling, Københavns Universitet.
#
Dansk Selskab for Klinisk Biokemi´s
arbejdsgruppe til fremme af evidensbaseret anvendelse af klinisk biokemi.
E-mail: per.jorgensen@ouh.fyns-amt.dk
