![]()
48
| 4 | 2010
Klinisk Biokemi i Norden
”I had a farm in Africa…”
Mens jeg aldrig har været i Ngong Hills i Kenya, så
har jeg været på Rungstedlund et par gange som barn
– og mange gange i erindringen.
Barndommens erindringer skyldes et tæt venskab
mellem min mor og Karen Blixens litterære sekre-
tær, Clara Svendsen. Clara var katolik, min mor var
konverteret, og begge beundrede de Karen Blixen
grænseløst. Som følge af dette venskab lærte min mor
Karen Blixen personligt at kende, og dét fyldte meget
i mit barndomshjem. Ud over at der blev talt meget
om alle bøgerne – og myterne, og alle de afledte store
eksistentielle spørgsmål blev drøftet, så var ’Løvinden’
(Clara – og derfor også min mor - brugte dette navn
om Karen Blixen i tredje person) et hyppigt emne.
Løvindens vaner, helbred, oplæsningsturnéer var en
fast og integreret del af konversationen derhjemme.
Jeg forstod noget af magien, da jeg som 5-årig var
til te på Rungstedlund. Jeg var i mit fineste tøj og med
håret sat op. Formaningerne hjemmefra om at opføre
mig godt, holde mig i ro, ikke snakke, undtagen når
jeg blev spurgt. – alt sammen unødvendigt, jeg var
slået med stumhed. Alt - også Karen Blixen - var så
anderledes, fint og også lidt skræmmende.
Et enkelt besøg mere blev det til – meget kort, men
det udløste et brev (med foto – se Omslaget) stilet til
’Linda og hendes brødre’, underskrevet ’Eders Hen-
givne Baronesse Blixen’ (med ’bredspetsad reservoar-
penna’ citat: KBN’s hovedredaktør). Dette brev er ’a
treasured memory’, som klart tilhører mig og ikke de
tre brødre….
Stemningen i mit barndomshjem omkring Karen
Blixen kunne vel nærmest kaldes en kult – eller på
nudansk ’hype’. Hovedpersonen selv tog denne beta-
gelse helt for givet – den kom selvfølgelig også fra
mange andre kilder. Min mor lavede jævnligt særligt
Den Vandrande Vetenskapskvinnan:
Rungstedlund revisited
Linda Hilsted
nærende lækkerier, når ’Løvinden’ var rekonvalescent
(disse blev kørt med taxa til Rungstedlund), Kgl.
skuespiller Erling Schrøder sendte østers og cham-
pagne, når baronessens appetit svigtede, der kom
dagligt langstilkede røde roser fra forskellige beun-
drere i ind- og udland. Min far fortalte, at han under
et middagsbesøg på Rungstedlund havde bemærket
en herre, der før middagen diskret fotograferede i
de tilstødende saloner, og hvis ryg han derefter så på
vej ud gennem haven. Min far spurgte, hvem denne
mand var. Karen Blixen svarede: Åhh jahh, det er
min nabo, han fotograferer mine buketter. Han hed-
der Steen Ejler Rasmussen. Meget begaaavet mand.
(Steen Ejler Rasmussen var arkitekt, professor ved
Akademiet og internationalt berømt forfatter).
Fra alle biografierne om Karen Blixen ved vi
senere, hvilket fascinations-spind, ikke mindst de
unge mandlige forfattere (”magistrene”) blev vun-
det ind i. Flere af dem har også selv skrevet om det.
Thorkild Bjørnvig fortæller i ’Pagten’, at Karen Blixen
inviterede ham til at sidde og arbejde på Rungsted-
lund. Men han følte sig også udstillet, når så døren
gik op ind til ’Ewalds stue’, hvor han sad og skrev, og
Karen Blixen fremviste ham for fnisende seminarister
med ordene: Her sidder den berømte digter Thorkild
