![]()
36
| 2 | 2005
Klinisk Biokemi i Norden
Ph.d.-afhandlingen udgår fra
Klinisk biokemisk afdeling på
Amager Hospital. Afhandlingen
er baseret på 5 arbejder omhand-
lende urin-orosomucoid udskil-
lelse som mulig risikomarkør for
kardiovaskulære komplikationer
hos patienter med Type 2 diabe-
tes samt en metodevalidering.
Baggrunden for projektet er den stigende
forekomst af Type 2 diabetes globalt. Patienter med
Type 2 diabetes har øget mortalitet sammenlignet
med baggrundsbefolkningen, primært forårsaget af
øget kardiovaskulær mortalitet. Gennem de sidste
mere end 20 år har undersøgelser vist, at urin-albu-
min-udskillelse er en risiko markør for morbiditet
og mortalitet hos patienter med Type 2 diabetes.
Sammenhængen mellem øget urin-albumin-udskil-
lelse og kardiovaskulær mortalitet skyldes muligvis
endotel dysfunktion.
Siden 1995 har vi systematisk målt albumin og
orosomucoid-udskillelse i urinen hos alle patienter
i diabetes ambulatoriet på Amager Hospital.
Orosomucoid er en akut-fase reaktant, idet serum-
koncentrationen af orosomucoid stiger ved inflam-
matoriske tilstande og efter vævsskade. Orosomucoid
er en fremtrædende del af den reversible proteinuri,
der forekommer ved inflammation, akut koronar-
syndrom og ved fysiologisk proteinuri efter kraftig
fysisk anstrengelse.
Ved 5-års opfølgning af en kohorte på 430 pati-
enter med Type 2 diabetes fandt vi, at urin-oroso-
mucoid-udskillelseshastighed (UOER) prædikterer
kardiovaskulær mortalitet uafhængigt af klassiske
risikomarkører inklusive urin albumin udskillelse.
Ligeledes fandt vi, at UOER er en uafhængig præ-
diktor for kardiovaskulær mortalitet i en stor sub-
gruppe af patienter med normoalbuminuri (n=251).
Sammenlignet med patienter med normal UOER
havde patienter med forhøjet UOER højere serum
orosomucoid, men værdierne var inden for refer-
enceintervallet. Hos Type 2 diabetes patienter med
forhøjet UOER var orosomucoid udskillelsen i urinen
i gennemsnit 12 gange over øvre referenceinterval,
hvilket i modsætning til serum værdierne muliggør
en klassifikation af patienterne som havende nor-
male eller abnorme værdier. På baggrund af en høj
intra-individuel variation foreslår vi klassifikation
af patienterne ud fra minimum 2 forhøjede værdier
ved 3 urin opsamlinger.
Vi validerede et partikelbaseret immunoassay for
orosomucoid i urin og fandt en 20 gange lavere
detektionsgrænse end det konventionelle assay,
en høj præcision og en acceptabel akkuratesse.
Det optimerede assay muliggjorde bestemmelse af
referenceværdier for orosomucoid i urin hos raske
personer.
Ved en tværsnitsundersøgelse af hjerteraske pati-
enter med Type 2 diabetes og forhøjet UOER fandt
vi tegn til kronisk subklinisk inflammation og
endotel dysfunktion, men normal nyrefunktion og
systolisk venstre ventrikel-funktion sammenlignet
med raske kontrolpersoner.
Vi konkluderer, at UOER er en uafhængig præ-
diktor for kardiovaskulær mortalitet hos patienter
Urinary orosomucoid excretion in patients with diabetes.
Results from cohort studies, pathophysiological
investigations and assay validation.
Merete Skovdal Christiansen, Klinisk biokemisk afdeling, Amager Hospital.
E-post: skovdal@dadlnet.dk
Doktorgrader
Ansvarlig redaktør: Palle Wang (pwang@vs.vejleamt.dk)
(Fortsætter side 38)
