![]()
6
| 4 | 2003
Før i tiden, da både diagnostiske
og terapeutiske muligheder var be-
grænsede, hændte det under tiden,
at den gamle overlæge med en let
hovedrysten ordinerede en nogen-
lundeuskadeligbehandling til enpa-
tient, som han ikke rigtig vidste
hvad fejlede og noterede i journalen:
”Ut aliquid fiat” (for at gøre noget).
Nu om stunder, hvor diagnostikken er blevet
væsentlig mere præcis, og terapien mere effektiv
– og undertiden også mere risikabel – sker det nok
ikke mere. Men når man ser analysetallets stadige
stigen, der langt overgår antallet af behandlede
patienter, kunne man godt få den tanke, at befolk-
ningen har vænnet sig til, at enhver kontakt til en
læge bør afsluttes med et stik i armen og udtømning
af et antal ml. blod med tilhørende rekvisition af
et antal analyser. ”Profiler”, ”pakker” og hvad man
nu ellers betegner samlinger af mere eller mindre
sammenhængende komponenter øger også antal-
let af analyser. Selv om man kun er interesseret i
kreatinin klikker man alligevel på ”væsketal”, selv
om koncentrationen af natrium måske ikke er så
relevant.
Begrebet defensiv medicin og den informati-
onssøgende patient, der møder op med en stak
internet-udskrifter og spørger, hvorfor han ikke er
blevet undersøgt for netop denne eksotiske sygdom,
bidrager sikkert også til stigningen.
Det er næppe muligt at standse denne udvikling,
og da de færreste får mere personale, må vi være
taknemlige for den produktivitetsstigning, som
automatisering/robotisering af laboratoriets pro-
duktion har medført.
Nu vi er ved det latinske, så har Henrik R.
Wulff – kendt internationalt som forfatter til den
fremragende ”Rationel Klinik” – skrevet en bog
om dette emne: ”Lægevidenskabens sprog – fra
Hippokrates til vor tid” (Munksgaards Forlag, ISBN
87-628-0476-6) om dette lægestandens hemmelige
sprog, som jo er sammensat af elementer fra flere
forskellige sprog. Det er en lærd og velskrevet bog,
som hermed anbefales til sprog- og historieinteres-
serede.
Det er velkendt, at vores speciale har et rekrutte-
ringsproblem. SFKK har lavet pr-materiale om spe-
cialet, som deles ud til alle yngre læger på det trin i
deres karriere, hvor de står overfor valg af speciale.
Det er en vældig god idé – det er ikke helt usædvan-
ligt i Danmark at møde yngre læger, som først efter
eksamen blev klar over, at Klinisk Biokemi er et
lægeligt speciale. SFKK sender sikkert gerne eksem-
plarer til interesserede i de andre nordiske lande og
materialet kan også ses her i bladet.
KBN’s redaktion har holdt møde i Sydfrankrig,
hvor gode venner havde lånt os et stort hus. Mange
idéer blev drøftet i de inspirerende omgivelser, og
en del vil blive realiseret i kommende numre af
KBN. Blandt de beslutninger, som mærkes først,
er, at kalenderen over nordiske møder af inte-
resse for Klinisk Biokemi flyttes til hjemmesiden
www.kkno.org, hvor den vil få bedre plads og
mulighed for hurtigere opdatering.
For at understrege det nordiske samarbejde om
KBN besluttede vi også, at redaktionsmedlemmerne
på skift skriver denne ”leder”, så næste gang vil min
islandske kollega Ingunn Thorsteinsdottir være at
finde på denne plads.
På hjemrejsen fra Nice var det beskæmmende at
finde Danmark på forsiden af ”Le Monde” under
overskriften ”Apartheid en Danemark”. Omtale af
Danmark i ”Le Monde” er omtrent lige så sjældent
som sne på Promenade des Anglais.
Anledningen var, at man i København kunne få
en taxa med en ”ægte dansk” chauffør, hvis man
bestilte den til ”mig og min hund”.
Palle Wang
Ut aliquid fiat…
Klinisk Biokemi i Norden
