Klinisk Biokemi i Norden · 3 2018
| 11
Foto: Henrik Alfthan.
vaskulær endokrinologi ved Aarhus Universitet, og
jeg skrev da også straks til tidsskriftet (1). Jeg er i dag
senior editor på tidsskriftet, men desværre han man
valgt at popularisere titlen lidt; nu hedder tidsskif-
tet
Cardiovascular Endocrinology and Metabolism
.
Således er kardiovaskulær endokrinologi i dag en
tværfagligdisciplin mellem kardiologi, endokrinologi
og laboratoriemedicin, hvor sygdommen hjertesvigt
fylder særligt meget.
Kardiovaskulær endokrinologi:
En sag for Starling
Det er nærmest umuligt at sige kardiovaskulær endo-
krinologi uden at nævnte fysiologen Ernest Starling.
En legendarisk fysiolog i England, som gav os mange
basale opdagelser. Først og fremmest etableringen
af ”endokrinologi” med opdagelsen af hormonet
sekretin fra tyndtarmen. I et klassisk forsøg med
injektion af tyndtarmsekstrakter kunne han og hans
svoger, William Bayliss, vise, at ekstraktet indeholdt
en faktor, der fik sekretet til at løbe fra pankreas =
en blodbåren faktor (2). Dermed definerede de sam-
men den moderne endokrinologi, hvor datidens alt-
dominerende teori var fra Pavlov: Hans dogme var,
at organregulering udelukkende er styret via nerver.
Starling gik videre med at forstå, hvorledes hjertet
kan regulere sin pumpefunktion som funktion af det
venøse tilbageløb: Det blev til Starlings hjertelov (3).
Desværre oplevede Starling aldrig fundet af hjertet
som endokrint organ, hvilket han formentlig ville
have fundet dybt meningsfyldt. I en af hans mere
prosaiske tekster (han var en formidabel taler og
skribent), postulerende han eksistensen af et ”sentient
heart”, hvilket vil sige et hjerte der sanser kredsløbet
og andre organer – og prompte kan svare igen på
samme. Ordene er fra en forelæsning fra 1923 og
havde titlen ”the wisdom of the body” (4). Genialt
skulle det senere vise sig.
Kardiovaskulær endokrinologi og tidligere
hormonbehandling
Hjertesvigt har tidligere været forsøgt behandlet
med peptidhormoner. Mange har allerede glemt det,
men glukagon var tidligt en yderst lovende terapi-
form (5). Faktisk har jeg ikke kunnet finde klare
argumenter for, hvorfor man stoppede med det – ud
over at andre terapiformer havde meldt sig. Måske
er forklaringen den gammelkendte for peptidbaseret
