Klinisk Biokemi i Norden · 4 2017
| 35
en måde at leve på, der kan fylde det meste af
tilværelsen.
5. Forskerlivet er identitetsskabende. Gennem forsk-
ning kan kreativitet og personlighed realiseres.
Forskning er desuden international og fører ofte
til samarbejde og venskaber verden over.
6. Forskning forudsætter også evne og styrke til at
håndtere uundgåelige perioder af modgang med
mislykkede forsøg, udeblivende og/eller negative
resultater, skuffende samarbejde og afvisning af
manuskripter og ansøgninger m.v.
7. Forskere har det som kunstnere. Af begge kræves
originalitet, kreativitet, arbejdsomhed og ofte en
klar prioritering i forhold til tilværelsens øvrige
sider.
8. Forskningsprocessen er i sig selv subjektiv med
faldgruber og fejlmuligheder. Men væsentlige
opdagelser, der bekræftes, bliver til objektiv
viden. Det er forskningens primære belønning.
9. Gode forskere forstår selv at skabe betingelser
for deres forskning (stillinger, plads, resurser
og relevante samarbejdspartnere) uden at skulle
vejledes eller styres.
10. Forskning, ikke mindst biomedicinsk forskning,
behøver resurser. Desværre går en stigende del
af forskningsresurserne til bureaukrati, rappor-
tering og kontrol (se indledende Perutz-citat [1]).
Forskning på klinisk biokemiske afdelinger
I begyndelsen byggede fagets læger og kemikere ofte
selv apparatur (fotometre, kromatografiske søjler
mv.) og fremstillede selv reagenser
både til den dag-
lige analyse
produktion og til forskning. I dag er IT,
apparatur og reagensudviklingen som nævnt næsten
helt overtaget af diagnostikaindustrien. Tilbage står
den basale og klinisk diagnostiske forskning i bio-
kemi, undertiden med terapeutiske bidrag. I større
sammenhæng udføres hovedparten af klinisk bio-
kemisk forskning i dag i offentlige (universiteter
og universitetshospitaler) og private institutioner
(industrien). Forskning på universitetshospitalernes
laboratorieafdelinger er nødvendig – både i sig selv
og af hensyn til translation af den basale biokemis
og molekylærbiologis fremskridt til diagnostik og
terapi. Uden selvstændig forskning på klinisk bioke-
miske hospitalsafdelinger bliver translationen tung,
vanskelig og ofte misforstået [4]. Omvendt er det for
fagets akademikere dybt tilfredsstillende at stå med
det ene ben i basal biokemi og det andet i konkret
patientdiagnostik. Forskning er med andre ord langt
mere end en meriteringsaktivitet i det klinisk bioke-
miske speciale. Den er nødvendig for at sikre patien-
ter relevant, pålidelig og up-to-date diagnostik. Som
læge eller biokemiker bliver det derfor meningsløst
at specialisere sig i Klinisk Biokemi uden samtidig
at engagere sig i biokemisk forskning og udviklings-
arbejde. Mere positivt formuleret bør man i dag som
klinisk biokemisk læge eller biokemiker deltage i den
forskning, der giver indsigt i kroppens molekylære
mekanismer – både i normale og syge celler. Det giver
en grundlæggende sygdomsforståelse med mulighed
for optimal diagnostik og rationel terapi.
Klinisk Biokemi og forskning i dag
Uddannelseskulturen for læger og biokemikere i Dan-
mark har ændret sig i de seneste årtier [5,6]. Tidligere
var det et vilkår, at fastansættelse som fx læge på et
sygehus krævede en dokumenteret forskningsindsats.
Både på regionale sygehuse og universitetshospitaler
var en doktordisputats nødvendig for fastans
ættelse
.
Nu er situationen anderledes p
å grund af lægemangel,
faststillingsreform, politiske
krav om øget produkti-
vitet med hurtig patientundersøgelse og behandling
samt en ændret holdning til arbejde blandt yngre
læger og biokemikere. Sidstnævnte indebærer ofte
nedprioritering af forskning, så man i dag kan blive
overlæge i de fleste specialer uden eller med beskeden
forskningserfaring. Det korte af det lange er, at forsk-
ning er diffunderet ud af mange kliniske afdelinger
og en del tværgående afdelinger. Klinisk Biokemi er
et af de få specialer, der stadig har mulighed for at
fastholde en kultur med systematisk forskning [7].
Som andre hospitalsafdelinger er klinisk biokemi-
ske afdelinger i de senere årtier også blevet underlagt
et betydeligt produktivitetspres. Der skal leveres flere
og hurtigere analysesvar for færre penge. Det krav
har til en vis grænse kunnet imødekommes med ny
analyseteknologi, automatisering, digitalisering og
robotter. Mange Klinisk Biokemiske afdelinger har
derigennem præsteret betydelige produktivitetsstig-
ninger gennem adskillige år. Men sideløbende med
produktivitetskravet er forventningerne også blevet
skærpet til kvalitetssikring (akkreditering med ved-
ligeholdelse) og til etablering af nye analyser. Imø-
dekommelse af forventningerne koster. Hidtil har
der imidlertid ikke været mange resurser at hente på
sygehusbudgetterne. De nye udviklinger er derfor
ofte gennemført med tilskud fra eksterne fondsmidler
